Formel 1

- Det var ikke heldigt. Det var fuldt fortjent, siger lykkelig Haas-chef

Haas-teamchef Günther Steiner jubler over et historisk resultat for det amerikanske team.

Kevin Magnussen leverede et sensationelt Formel 1-resultat, da han fredag sikrede sig poleposition til sprintløbet i brasilianske São Paulo.

Dette kastede ikke overraskende euforiske jubelscener af sig i Haas-garagen.

Det er det amerikanske teams første poleposition, siden det blev en del af Formel 1 i 2016. Og for Haas-teamchef Günther Steiner er resultatet også det største, der er sket i hans karriere.

- Det var fuldt fortjent

Faktisk har han været "bange for at drømme" om sådan en præstation, fortalte han Sky Sports efter kvalifikationen.

- Vi prøver hårdt. Hele teamet har prøvet hårdt i syv år, og så lader omstændighederne os hale den her hjem, siger Steiner ifølge Autosport til Sky Sports.

- Men det var ikke heldigt. Det var fuldt fortjent. Lige fra kører, holdets evne til at være på de rigtige dæk på det rigtige tidspunkt, til Kevin, der sætter en omgang sammen, da det var nødvendigt.

- Man er nødt til at komme ud på banen, og han var den første derude (i Q3, red.). Man kan så sige, ja, han havde en fordel, men som ulempe havde han ingen at måle sig mod. Han var mutters alene. Han satte en omgang sammen, og den holdt, lyder det fra en lykkelig Günther Steiner.

Vild jubel i Haas-garagen

Da Kevin Magnussen var blevet noteret for hurtigste omgangstid i Q3, begyndte regnen at stå ned over banen. Betingelserne blev dermed kraftigt forringet for de øvrige ni kørere.

Med flere minutter tilbage af kvalifikationen blev de forskellige biler inde i garagen, og smilene begyndte at blive bredere og bredere i Haas-garagen. Til sidst brød alle med et Haas-logo på brystet ud i vild jubel.

Sprintløbet i São Paulo køres lørdag. Søndag venter grandprixet.