Formel 1

Magnussen troede, teamet lavede sjov med poleposition

Kevin Magnussen er den første dansker, der sikrer sig poleposition i Formel 1.

Poleposition: Kevin Magnussen.

Det er næsten for godt til at være sandt.

- Du laver sjov, var Magnussens første reaktion i radioen, mens han stadig var på banen.

Men den er god nok, selvom Magnussen havde svært ved at forstå sin bedrift på banen i Brasilien.

- Du laver fandme sjov! Jeg har aldrig nogensinde følt noget lignende i mit liv. Drenge, vi må ikke fejre det endnu, tilføjede han i den lille sekvens på TV3 Sport.

Kevin Magnussen er den første dansker, der sikrer sig poleposition i Formel 1. Det er en realitet, efter kvalifikationen blev afbrudt af et rødt flag, da George Russell kørte af banen.

Derefter tog regnen til, og så var Magnussens tid ikke til at slå.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Holdet sendte mig ud på banen på det helt rigtige tidspunkt, og jeg kørte en god omgang. Pole er fantastisk. Tak til Gene Hass, Günther (Steiner, red.) og hele teamet for den her mulighed. Jeg kom tilbage efter at have været væk et år, og det har været en fantastisk rejse, sagde Magnussen på engelsk i et interview med Formel 1.

Og så sluttede han af på dansk:

- Tak til min familie derhjemme. Louise og Laura. Fantastisk!