Formel 1

Tallene bag Magnussens triumf

Kevin Magnussen blev noteret for den hurtigste kvalifikationstid i Brasilien. Han starter lørdagens sprintløb fra poleposition.

From zero to hero!

Kevin Magnussen indledte sæsonen helt uden for Formel 1, og nu runder han den af fra poleposition i Brasilien.

Her er alle relevante tal fra sprintkvalifikationen, hvor Kevin Magnussen kørte en omgang på 1:11.674 i den sidste runde.

Det sikrer ham startplads nummer 1 i sin grandprixweekend nummer 100 for Haas.

I garagen gik både Magnussen og resten af teamet helt amok, da poleposition var en realitet. Det er der ikke noget at sige til, for det er nemlig 1. gang, at både Magnussen og Haas kan prale af poleposition i Formel 1.

For Magnussens vedkommende skete det i karrierens grandprix nummer 140. For Haas’ vedkommende er der tale om grandprix nummer 143. Teamet er det langsomste til at sikre sig poleposition i hele F1-historien. Haas har brugt 56 forsøg mere end BAR, der er næstsidst på listen.

Kevin Magnussen er tredjesidst på listen over kørere, der har ventet længst på at starte fra poleposition. Kun Sergio Perez og Carlos Sainz har kørt flere grandprixer, før de startede fra ønskepositionen.

Med Kevin Magnussens præstation ryger Danmark ind som nation nummer 24, der har en Formel 1-kører forrest ved startstregen.

Det sker på en mærkedag i Haas-organisationen. Teamets ejer Gene Haas fylder 70 lørdag – tillykke til både ham, Magnussen og hele holdet.