Formel 1

Kedelig læsning for Haas og Magnussen

Ifølge tysk Sky Sport går Haas ind til Formel 1-sæsonen som det dårligste hold.

Hvor står de forskellige Formel 1-hold lige nu?

Det er - som altid - det helt store spørgsmål kort før sæsonen, der starter i Bahrain i den kommende weekend.

Her skal den første store test stå, efter de første svar kom ved testkørslen i Bahrain i weekenden. Danske Kevin Magnussen var "meget glad" for det, han så fra Haas' nye racer, men lige så begejstret er man ikke hos Sky Sport. De har lavet en power ranking over de ti Formel 1-hold, og her er Magnussens mandskab helt i bunden.

Sky Sports power ranking inden Formel 1-sæsonen:

  1. Red Bull
  2. Ferrari
  3. Aston Martin
  4. Mercedes
  5. Alpine
  6. Alfa Romeo
  7. AlphaTauri
  8. McLaren
  9. Williams
  10. Haas

Listen er lavet af Sky Sports Formel 1-ekspert Olivier Zwartyes, og han giver følgende forklaring på, hvorfor han har Haas i bunden af sin power ranking:

- Nico Hülkenberg (Magnussens holdkammerat, red.) gjorde det godt i Bahrain - også sammenlignet med Kevin Magnussen. Hülkenberg er i god form, og han har forberedt sig intenst til sæsonen.

- Han gjorde det godt personligt, men fra et tysk perspektiv ser bilen desværre ikke ud til at være hurtig. Der var ikke de store problemer med Haas i testweekenden, men jeg savnede de der glimt, hvor Haas gjorde sig bemærket.

- Jeg havde ahaoplevelser med Williams to gange, men ikke en eneste gang med Haas. Derfor har jeg dem i bunden. De kommer til at kæmpe i bunden af feltet sammen med Williams i denne sæson.

Det er alvor på lørdag, hvor sæsonens første kvalifikation er på programmet forud for grandprixet dagen efter. Det hele foregår i Bahrain, hvor testweekenden også fandt sted.