Magnussen sat til vægs af ny holdkammerat
Kun to kørere var langsommere end Kevin Magnussen i Bahrains kvalifikation.
Når sæsonens første Formel 1-grandprix afvikles søndag, bliver det med danskeren Kevin Magnussen langt tilbage fra løbets start.
Det står klart efter lørdagens kvalifikation, hvor danskeren blev nummer 18 ud af feltets 20 kørere. Han bliver dog rykket en placering frem og starter løbet som nummer 17.
Magnussen formåede dermed ikke at være blandt de 15 kørere, der gik videre fra Q1 for at køre om de sjovere startplaceringer.
Holdkammeraten Nico Hülkenberg fik til gengæld vist, at der er lidt fart i Haas-raceren. Han kvalificerede sig til både Q2 og Q3 og starter som nummer ti i søndagens grandprix.
Verstappen starter forrest
I forreste grid finder man de to Red Bull-kørere.
Max Verstappen var 0,138 sekunder hurtigere end holdkammeraten Sergio Perez og indleder derfor løbet i pole position.
Ferrari-kørerne Charles Leclerc og Carlos Sainz starter som nummer tre og fire.