Formel 1

- For godt til at være sandt, siger Alonso

Den spanske Formel 1-veteran starter årets første Formel 1-grandprix som nummer fem.

To Red Bull-racere. To Ferrari-racere. Og så Fernando Alonso i sin Aston Martin-racer.

Det er forreste del af gridden i sæsonåbneren i Bahrain søndag. Dermed starter verdensmesteren fra 2005 og 2006 foran begge Mercedes-racere.

- Det var fantastisk. Det var for godt til at være sandt gennem hver kvalifikationsrunde, siger Fernando Alonso ifølge BBC.

- At være i topfem og slås med Ferrari og Mercedes er en smule uvirkeligt.

Også i træningerne fredag og lørdag kørte 41-årige Alonso stærkt. Faktisk var han hurtigst af alle i anden og tredje træning, mens han i første træning kun blev overgået af Red Bulls Sergio Perez.

En samlet set god weekend for Aston Martin

De gode præstationer giver ham en tro på en god placering i løbet søndag.

- Det føles underligt, at vi starter som nummer fem, og måske griber vi ud efter mere, siger Alonso.

- Vi troede ærlig talt, at de tre forreste hold var urørlige i år med den fordel, de havde sidste år. Men nu starter vi P5 og kæmper med Ferrari om en podieplads, og det er bare fantastisk.

Aston Martin, der sluttede på syvendepladsen i konstruktørmesterskabet i 2022, har med Alonsos ord designet en "fuldstændig ny bil" til denne sæson.

Fernando Alonsos teamkollega, Lance Stroll, starter som nummer otte i Bahrain.