Kevin Magnussens fremtid på plads

Danskeren fortsætter i Formel 1.

Kevin Magnussen fortsætter på Haas-teamet. Parterne har netop forlænget aftalen, så den også gælder 2024-sæsonen.

- Jeg er selvsagt glad for, at mit forhold til holdet endnu en gang bliver forlænget, siger Magnussen i en pressemeddelelse.

Teamkollega Nico Hülkenberg har ligeledes forlænget sin aftale, der ligesom Magnussens løber til og med 2024.

Sløj sæson

Efter fire år hos Haas stod Magnussen i 2021 helt uden for motorsportens kongeklasse, men vendte tilbage i 2022, hvor han i sæsonens første halvdel scorede point flere gange.

Magnussens Formel 1-karriere

2014-15: McLaren

2016: Renault

2017-20: Haas

2022-?: Haas

I denne sæson står han kun noteret for 2 point efter 12 grandprixer.

- Mit comeback i 2022 var uventet, men fyldt med adskillige højdepunkter. Selvom denne sæson ikke er gået, som jeg havde håbet, har vi stadig fået point og vist, hvilket potentiale vi har, siger Magnussen.

- Der er masser ræs tilbage i 2023, og vi har en masse arbejde foran os med at forstå vores racer, som kan videreføres til 2024-raceren.

Syvende sæson hos Haas

Nico Hülkenberg er i gang med sin første sæson hos Haas, hvor han har scoret syv point mere end sin danske holdkammerat.

Kører

Kører
RankKørerHoldPoint
1Oracle Red Bull Racing400p
2Oracle Red Bull Racing223p
3Mercedes-AMG Petronas F1 Team190p
4Aston Martin Aramco Cognizant F1 Team174p
5Scuderia Ferrari150p

Så selvom holdet er langt fra de i alt 37 point, det blev til i sidste sæson, er teamchefen Günther Steiner meget tilfreds med sine kørere.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at vi har haft en ekstremt solid kørerduo i denne sæson, og i sidste ende så vi ingen grund til at se på ændringer, siger Steiner.

- Kevin er selvfølgelig velkendt for os, og jeg er svært begejstret for, at han skal køre sin syvende sæson i Haas' farver.

- Med 113 løb for vores hold ved vi, hvor hans styrker er, og hans viden og erfaring på vores hold går godt i spænd med det.

Med deres nye kontrakter på plads kører Magnussen og Hülkenberg denne weekend det hollandske Formel 1-grandprix.