Magnussen slået tilbage før løb

Kevin Magnussen skal køre Hollands grandprix med en ældre frontvinge end sin teamkollega, og det er danskerens egen skyld.

Den netop overståede sommerpause har bestemt ikke hjulpet på Kevin Magnussens held i indeværende Formel 1-sæson.

Søndag venter Hollands grandprix, og her starter danskeren end ikke i startrækken, men derimod ude i pit lane, da det har været nødvendigt at foretage ændringer på hans racer siden lørdag.

Det skriver Haas på X.

Magnussen kørte sig ellers til en startplads som nummer 18 i kvalifikationen lørdag eftermiddag.

Ødelagde frontvinge og pissede chefen af

Ti minutter inde i tredje træning lørdag formiddag endte Magnussen ude i barrieren på sin første omgang.

Her beskadigede han racerens helt nye frontvinge, og da Haas kun havde én ny frontvinge med per racer, gjorde uheldet mildest talt Haas' teamchef Günther Steiner i dårligt humør.

- Jeg er ret skuffet over, at det sker på første omgang i tredje sving, når man ved, at man kun har to af vores nye frontvinger. Jeg er pisset ret meget af lige nu, lød det fra Steiner, ifølge Planetf1.com.

Dermed stiller Kevin Magnussen op i Hollands krævende grandprix på Zandvoort med racerens gamle frontvinge, mens teamkollega Nico Hülkenberg stadig har din nye af slagsen intakt.

Hülkenberg starter Hollands grandprix som nummer 15.