Rio 2016

Dette kan være golfdanskers store OL-chance: - Jeg slikker mig om munden

Torsdag vender golf tilbage på OL-programmet efter 112 års fravær, og to danskere skal spille med om OL-guld.

To danskere tager i dag hul på den olympiske golfturnering, som er tilbage på OL-programmet for første gang siden 1904.

Se golf på TV 2 PLAY og ZULU torsdag 12:30

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen tee'er ud klokken 13:25 og 15:36 på den nyanlagte Olympic Golf Course, og vejrudsigterne melder om ret kraftig vind.

Det er noget, der især kan komme aalborggensiske Søren Kjeldsen til gode.

- Det er det vejr, jeg er vokset op i. Det er ikke det vejr, man forventer i Rio, men det er en bane, som er bygget til, at man forventer ret meget vind, så der er ikke rigtig nogen træer at gemme sig under. Vinden spiller en stor faktor. Jeg elsker at spille i vind, så jeg slikker mig om munden og siger ’kom bare med det vind’, siger Søren Kjeldsen til TV 2 SPORT.

Kjeldsen er bedst placerede dansker på verdensranglisten, hvor han er nummer 44. For bare to år siden havde hans formkurve ellers været konstant nedadgående, men siden har den 41-årige dansker spillet sig flot tilbage og blandt andet vundet Irish Open.

- Jeg har været godt spillende i 18 måneder on and off, så jeg har det rigtig godt. Jeg glæder mig super meget. Det er noget helt andet, men når jeg første tee’er den op, så handler det om at spille så godt som overhovedet muligt, og så må vi lægge det hele sammen på søndag, og forhåbentlig kan enten Thorbjørn og jeg - eller os begge - stå på det podie.

- Thorbjørn og jeg skal prøve at finde vores bedste spil frem, og så skal vi se, om vi kan komme på det podie.

Golfturneringen er blevet kritiseret for regnen af afbud, som blandt andet er kommet fra verdens fire bedste spillere, Jason Day, Dustin Johnson, Jordan Spieth og Rory McIlroy.

Det ændrer dog ikke ved, at syv af verdens 14 bedste spillere stiller til start i det 60 mand store felt.

- Hvis du skal slutte mellem de tre bedste, skal du spille ekstremt godt. Det er et stærkt felt her. Jeg ved godt, at der er mange, der har snakket om, at der er nogen, som skulle have været her, som ikke er her, siger Søren Kjeldsen til TV 2 SPORT.

Se hele første runde på TV 2 ZULU fra klokken 12:30.