Rio 2016

Glem alt om negativ omtale og mandefald: Her er syv rigtig gode grunde til at se OL-golf

Zika-frygt og afbud fra de bedste spillere truer med at devaluere golfsportens comeback til OL. Men frygt ikke, det skal nok blive godt alligevel.

OL golf på ZULU

TV 2 sender hele den olympiske golfturnering på TV 2 ZULU

Første gang torsdag den 11/8 fra Kl 12:30 til 21:00

Stil spørgsmål til kommentatorerne på golf@tv2.dk

Verdens bedste golfspillere har nærmest stået på nakken af hinanden for at melde fra til denne sommers olympiske golfturnering i Rio. Og det på trods af at golf vender tilbage til det olympiske program efter 112 års pause.

Se OL-golf på TV 2 PLAY og ZULU torsdag 12:30

En blanding panik over Zika-myggen med den usikkerhed, som den myggebårne virus har givet og et enormt sammenpresset program for golfsportens allerbedste spillere her hen over sommeren 2016, har fået både verdensetteren Jason Day fra Australien, Dustin Johnson og Jordan Spieth fra USA og nordireren Rory McIlroy - til sammen de 'fire store' i golfsporten lige nu - til at vende tommelfingeren nedad til det olympiske tilbud fra Rio.

Når man så oven i smider store navne som Adam Scott fra Australien, Branden Grace og Louis Oosthuizen fra Sydafrika og Hideki Matsuyama fra Japan, ligner det lige pludselig et mandefald, der kan være svært at absorbere for en sport, der egentlig skulle bruge scenen i Rio til at føre sig frem.

Og dog.

For selv om de fire højest rangerede spillere i verden sidder hjemme i deres sofa, er det stadig et pænt stærkt felt, der stiller til start i Brasilien. Syv af verdens 14 bedste spillere er klar til at tee'e ud på torsdagens første runde for mænd.

Og med de kritierier og begrænsninger, som reglen om maksimalt to spillere fra samme nation, med mindre man har fire spillere repræsenteret i verdens top-15, så lyder 29 af verdens bedste 100 bedste golfspillere også som et stærkt selskab, som danske Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen sig i.

Er du stadig ikke overbevist om, at golfturnerinen på trods af negativ medieomtale bliver et hit, er her yderligere syv gode grunde til at følge med, når Adilson da Silva slår det første olympiske golfslag i 112 år torsdag lige over middag.

Syv grunde til at se olympisk golf fra Rio

  1. Team USA

    Ja, Jordan Spieth og Dustin Johnson er ikke taget til Rio. Men det er Bubba Watson og Rickie Fowler til gengæld. Og de er begge næsten lige så gode, henholdsvis nummer 6 og nummer 8 i verden, men også noget mere farverige end Spieth og Johnson. 

     

    Venstrehåndsspilleren Bubba Watson spiller golf med gaspedalen i bund. Han slår langt og tager chancer på en golfbane, en god opskrift på seværdig og underholdende golf, og Fowler er den unge, smarte 'posterboy of golf', som ville elske at krydre sit golf-cv med en olympisk golfmedalje.

     

    Det samme vil de to resterende amerikanere i feltet, Patrick Reed og Matt Kuchar. Som den eneste nation har USA nemlig fire spillere med i herrerækken, fordi de på trods af afbud fra deres to bedste spillere stadig er i stand til at mønstre fire spillere i verdens top-15 som var kriteriet for at få to ekstra spillere med til Rio.

     

    Mon ikke der er mindst én amerikaner med helt fremme når vi når de sidste ni huller søndag.

  2. Danske medaljemuligheder

    Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen er de to første danskere der skal i aktion, når herrernes golfturnering går i gang torsdag.

     

    Og modsat en af de fire klassiske Major-turneringer i golf, hvor der stiller 156 af verdens bedste spillere til start,  så er feltet i Rio noget mere medgørligt. Både fordi der er begrænsninger på antallet at deltagere fra hvert land, og fordi feltet i denne uge kun udgør 60 spillere.

     

    Både Kjeldsen og Olesen har vundet en turnering på Europa Touren inden for de sidste 14 måneder og begge i forhold som kommer til at minde lidt om forholdene i Rio hvor der er meldt om blæsevejr over den olympiske golfbane. Specielt Søren Kjeldsen ligger ikke skjul på at lidt rusk og regn er guf for ham.

     

    Så måske skal vi krydse fingre for endnu mere dårligt vejr i de kommende dage over Rio de Janeiro.

     

  3. Henrik Stenson

    Svenske Henrik Stenson er det nok varmeste golfnavn i det olympiske felt. Det er mindre end en måned siden at Stenson satte hele verdenseliten i golf til vægs på Royal Troon og sikrede sig karrierens første Major-titel i The Open Championship.

    Han er med sejren oppe som nummer fem i verden og derfor også bookmakernes favorit til at snuppe guldmedaljen i Rio:

     

    • Henrik Stenson: 5-1
    • Sergio Garcia: 7-1
    • Justin Rose: 10-1
    • Rickie Fowler: 14-1
    • Bubba Watson: 16-1
    • Martin Kaymer: 16-1
    • Patrick Reed: 18-1
    • Matt Kuchar: 18-1

     

    Stenson har aldersmæssigt rundet et skarpt hjørne på 40, det samme har i øvrigt Søren Kjeldsen, men spillemæssigt er han, også ligesom Kjeldsen, altså stadig på toppen af karrieren. Og så gør det jo heller ikke noget at Stenson har fået sin golfopdragelse lige på den anden side af sundet i Barsebäck Golf- og Countryclub, så hvis han vinder en medalje har Danmark nærmest en kvart aktie i metallet.

     

    Så heja Sverige!

  4. De vilde dyr

    Den olympiske golfbane er anlagt i et naturreservat i den såkaldte Barra da Tijuca zone i Rio de Janeiro.

     

    Og derfor er banen også befolket af en lang række forskellige vilde dyr. Og da vi jo befinder os i Brasilien, er der også mange af den eksotiske slags. Og det er ikke den ellers meget omtalte Zika-myg som løber med opmærksomheden efter de første træningsdage på anlægget.

     

    I stedet har flere spillere haft møder med Kapivarer. En kapivar kaldes også et flodsvin og er verdens største gnaver. Den kan blive mere end en meter lang og vejer snilt på den tunge side af 50 kilo. Så det er noget fætter at løbe ind i en dyb pot-bunker.

    På første hul har et par brasilianske gravende ugler slået sig ned i kanten af en bunker, mens flere spillere også har spottet Kaimaner alligatorer i vandkanten rundt på banen. Så ud over de fugle som spillerne i de kommende uger kommer til at sætte på scorekortet i form af birdies, eagles og albatrosser, så vil der også være en masse andre naturoplevelser forbundet med golfens tilbagevenden til det olympiske program.

     

  5. Den olympiske golfbane

    Den olympiske golfbane er helt nyanlagt og designet af den anerkendte amerikanske golfbanearkitekt Gil Hanse. Banen minder lidt om linksbane der den indeholder hverken træer eller en decideret rough. Til gengæld er den omkranset af et drilsk 'ørkenområde' fyldt med små buske, sten og sand. Om som kan straffe mere end selv den sejeste græs.

     

    Vind bliver banen bedste forsvar. Hvis det bliver vindstille er den til gengæld ret nem, som flere af spillerne har påpeget, og så kommer vi til at se masser af birdies. For banen er ikke specielt lang efter nutidens standarder. Omkring 6400 meter og en par på 71 slag.

     

    Til gengæld byder banen også på tre afsluttende huller som indbyder til ballade på både godt og ondt. 16. hul er et 277 meter langt par-4 hul som kan drives. 17. hul er banens korteste par-3 på 120 meter men med vand i spil omkring green og det 18. og sidste hul er et par-5 hul som spillerne med is i maven kan gå efter i to, men hvor der også er vand i spil. Ifølge Gil Hanse en rigtig 'risk-reward' afslutning, hvor man sagtens kan se en spiller slutte birdie, birdie, eagle i den sidste runde, men hvor drømmen om olympisk metal også kan smuldre med tre afsluttende dobbeltbogies. Og under alle omstændigheder er der lagt op til drama.

  6. Gear & Lir

    Amerikanerne har liret deres Golf påklædning til OL. Blandt andet har Bubba Watsom fået fremstillet et par speciallavede basketballstøvler med spikes i rød, hvide og blå farver. Og Rickie Fowler har spillet flere af træninsrunderne med en speciallavet cap der er lavet som et amerikansk flag.

     

    Og generelt er udstyret i denne uge noget anderledes end man ser det til at ganske almindelig golfturnering. For under et OL er der meget strikse reklameregler, så spillerne kan ikke som vanligt rende rundt og agere omvandrende reklamesøjler med sponsorbags og hatte. I Rio er det de enkelte landes idrætsforbund der har sørget for tøj og udstyr i nationale farver.

     

    Og det giver altså et noget mere spraglet felt af spillere end vi er vant til at se det til en golfturnering.

  7. ZULU elsker golf

    TV 2 Sport sender rub og stub fra den olympiske golfturnering. Fra det første slag fra brasilianske Adilson da Silva torsdag den 11. august til det sidste putt bliver rullet i af kvindernes konkurrende den 20. august.

     

    Vi har allieret os med vores venner på TV 2 Zulu, og kan derfor sende hele den olymiske golfturnering uden afbrydelser af nogen art.

     

    Og det bliver med den dobbelte Europa Tour-vinder og tidligere Ryder Cup spiller Søren Hansen som yderst kompetent ekspert bag mikrofonen.

     

    Og hvis du har spørgsmål til vores kommentatorer, så er der mulighed for at stille dem på mail på adressen golf@tv2.dk eller via hashtagget #tv2golf på Twitter. Så vil vil vi forsøge at besvare så mange som muligt under vores transmissioner.