Ryder Cup-triumf markerer næste skridt i Olesens karriere
Weekendens Ryder Cup-sejr har givet Thorbjørn Olesen både selvtillid og motivation, der kan smitte af på hans karriere.
Thorbjørn Olesen var både glad, gennemblødt af champagne og tørstig, da han stillede op til interviews efter Europas sejr i Ryder Cup søndag aften.
Den danske debutant afbrød kortvarigt sin snak med TV 2 SPORT, fordi han skulle have en mundfuld champagne af sin magnumflaske. Det var dog ikke kun bobler og umiddelbar jubel, der flød gennem hovedet på Olesen. Han gjorde sig også tanker om fremtiden efter triumfen i Paris.
- Jeg tror, det er et skridt videre for min karriere. Jeg beviste, jeg kan gå ud i single og vinde en match. Jeg er god nok til at være her, blandt de 12 bedste i Europa, og det giver noget selvtillid og motivation for at komme tilbage på Ryder Cup-holdet. Det har været så stort, og efter at have prøvet det, vil jeg gerne tilbage, siger Thorbjørn Olesen til TV 2 SPORT.
Olesen spillede fourball sammen med Rory McIlroy fredag formiddag. Derefter sad han ude i de tre næste sessions, inden Olesen spillede single mod Jordan Spieth – og vandt.
- Det var vigtigt for mig at føle, jeg var en del af det. Jeg har følt, jeg var en del af holdet, men når man ikke har lavet point, giver det en irriterende følelse i kroppen. Det var vigtigt for mig at komme ud og vinde, siger Olesen og fastslår:
- Det var kæmpestort. Jeg spillede mod Jordan, der er en af de bedste spillere. Jeg synes, jeg spillede rigtig, rigtig godt på de første ni huller. Jeg ’holede’ nogle rigtig gode puts og fik tilskuerne op at køre, og jeg blev ved med at ride på bølgen. Jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre i en single. Fantastisk oplevelse.
Det europæiske Ryder Cup-hold var ledet af Thomas Bjørn, der selv har været med til at vinde Ryder Cup tre gange som spiller: 1997, 2002, 2014.
Dette års udgave af dysten mellem Europa og USA var Thomas Bjørns første som kaptajn, og han glæder sig over, at Olesen var med til at sikre Europa sejren.
- Som ven og stor fan af ham er jeg glad på hans vegne. Han havde det svært ved Ryder Cup de to første dage, så det her er fantastisk for ham, siger Thomas Bjørn til golfchannel.com.