Golf

Golfturnering bliver i Himmerland og satser på ferie-rykind

Golfturneringen Made in Denmark i Himmerland bliver afholdt igen i 2020 fra 21. til 24. maj. René Schütze / Ritzau Scanpix

I 2020 bliver Made in Denmark igen afholdt i Himmerland, men rykkes til kristihimmelsfartsferien.

Made in Denmark bliver i Himmerland i 2020, hvor arrangørerne bag golfturneringen håber på et lille tilskuerboom.

Golfspillerne bliver til næste år samlet i Nordjylland omkring kristihimmelsfartsferien fra 21. til 24. maj.

Turneringens promotor, Flemming Astrup, håber, at ferierende danskere vælger at kigge forbi efter et 2019, hvor alt tyder på, at regn og rusk får tilskuertallet til at falde.

- Det er helt klart den bedste dato, vi kunne få, så vi er glade.

- Der er tradition for, at danskerne tager fri i alle fire dage, og så håber vi også, at det bliver tre-fire grader varmere end i år, siger Flemming Astrup.

Mens mere end 80.000 tilskuere tidligere har besøgt Made in Denmark, så lå tilskuertallet lørdag på 58.000. Men da der også kommer gæster søndag, så bliver det samlede antal besøgende noget højere.

- Vi kommer helt sikkert over 60.000 og sikkert også 65.000. Kan vi lande på 67.000, så tager vi den med det vejr, vi har haft. Det er jo bidende koldt, siger promotoren.

- Det er klart, at det koster. Vi har haft det næstbedste billetsalg siden 2014, men vi har en del uindløste billetter, så det er noget, vi skal se på sammen med sponsorerne.

- Vi vil gerne undgå, at folk kigger ud af vinduet og siger; "nej tak". Vi kan se, at dem, der har været her, har haft det hyggeligt, siger Flemming Astrup.

Turneringen kan flytte i fremtiden

Made in Denmark er blevet afholdt i Himmerland siden 2014 bortset fra 2018, hvor turneringen var placeret i Silkeborg Ry Golfklub.

Turneringsarrangørerne er dog åbne for at placere Made in Denmark et andet sted end i Himmerland igen.

- Vi er rigtig glade for at være her, og det er vores hjemmebane. Det er her, turneringen er født, og det er et sted, vi brænder for.

- Men er der kommuner eller regioner, der vil tale med os, så skal vi nok tage telefonen, siger Astrup.

Turneringen har et budget på omkring 50 millioner kroner, og interesserede byer eller regioner skal betale omkring 20 millioner for at få det store golfgilde på besøg.

Made in Denmark har kontrakt med European Tour til og med 2023.