Golf

- Jeg er sikker på, at han er ked af det, siger golfdirektør om Olesen

Thorbjørn Olesen under US Masters i Augusta, Georgia 11. april 2019. Mike Ehrmann / Ritzau Scanpix

Golfspilleren Thorbjørn Olesen er løsladt, men stadig mistænkt for at have opført sig krænkende på en flyrejse fra Memphis til London.

Mandag blev en 29-årig mand arresteret i Heathrow grundet mistanke om et seksuelt overgreb, for at være beruset om bord på et fly og ikke have overholdt ordrer fra flypersonalet.

Det har Metropolitan Police bekræftet over for blandt andet The Independent.

Ifølge det engelske medie og øvrige medier som The Sun og Daily Mail er der tale om den danske golfstjerne Thorbjørn Olesen. TV 2 SPORT har fået bekræftet af kilder, at mediernes oplysninger er korrekte.

Hverken Olesen eller hans lejr har endnu udtalt sig om episoden, der fandt sted på et British Airways-fly fra Memphis til London, men direktøren i Dansk Golf Union er ikke i tvivl om, at Thorbjørn Olesen er ked af sin opførsel.

- Det er en kedelig historie, hvis den er korrekt, og med det kendskab jeg har til Thorbjørn - uden at have talt med ham - er jeg sikker på, at han er ked af det, udtaler Morten Backhausen til TV 2 SPORT.

Vil ikke tale om Olesens OL-muligheder

I det daglige har golfunionen intet samarbejde med Thorbjørn Olesen, da han som professionel golfspiller kan siges at være sin egen arbejdsgiver.

Men næste år er der OL i Tokyo, og her er det Dansk Golf Union, der udtager det danske golfhold.

Hvilken betydning får det for Thorbjørn Olesens muligheder for at repræsentere Danmark ved OL?

- Så længe der pågår undersøgelser i England, og vi ikke ved, hvad der præcist er sket, giver det ikke mening at tale om Thorbjørns muligheder i forhold til OL.

- Holdet skal udtages om 11 måneder, og til den tid må vi se hvilke spillere, der har kvalificeret sig og så tage en dialog med dem, lyder det fra direktør Morten Backhausen.

Er det en sag, som påvirker dansk golfs omdømme?

- Ja, hvis den er korrekt, er det ikke positivt, da Thorbjørn er en dygtig og populær spiller, udtaler Backhausen, der selv er tidligere Europa Tour-spiller.

Tissede angiveligt på flyets gulv

The Sun, der citerer et øjenvidne, skriver, at Thorbjørn Olesen var påvirket af alkohol under flyveturen. Danskeren tissede angiveligt på gulvet og forulempede en sovende kvindelig passager, der befandt sig på første klasse.

Da flyet ankom til London, ventede politiet, hvorefter Olesen blev anholdt og kørt til afhøring. Han blev efterfølgende løsladt, men er stadig mistænkt, mens det lokale politi undersøger sagen.

I øjeblikket ligger Thorbjørn Olesen til at kvalificere sig til OL.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Olesens agent, Rory Flanagan, og det danske sportsmanagement-firma f-reklame, der repræsenterer Thorbjørn Olesen i Danmark.