Golf

Thorbjørn Olesen tiltalt for vold og seksuelt overgreb

Thorbjørn Olesen blev anholdt mandag sidste uge. Christian Petersen / Ritzau Scanpix

Golfspilleren Thobjørn Olesen skal møde for en dommer i London om to uger, hvor han er blevet tiltalt for vold og seksuelt overgreb.

En uge efter, at den danske golfspiller Thorbjørn Olesen blev anholdt for krænkende opførsel i et fly, er han nu blevet tiltalt.

Det skriver Jyllands-Posten, som har fået det bekræftet i en mail fra Metropolitan Police Service. TV 2 SPORT har også fået bekræftet, at den danske golfspiller er anklaget.

Den 29-årige golfspiller bliver tiltalt for at have begået seksuelt overgreb og vold på flyet til London. Ifølge avisen skal han for en dommer om to uger i den engelske hovedstad.

Derudover tiltales verdens nummer 64 for at være fuld om bord på flyet, som også er ulovligt.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Thorbjørn Olesens advokat, Paul Morris fra BCL Solicitors LLP, som har sendt følgende statement:

- Thorbjørn har samarbejdet fuldt ud med politiet i forbindelse med deres efterforskning, men han kan desværre ikke udtale sig om sagen, før den er behandlet i det engelske retssystem.

TV 2 SPORT har også været i kontakt med Thorbjørn Olesens talsmand i Danmark, direktør for sportsmanagement-firma F-reklame, Mads Frederiksen, og han har ingen kommentarer til sagen.

Anholdt på vej hjem fra turnering

Søndag den 29. juli var Thorbjørn Olesen på vej hjem fra turneringen WGC Invitational i Memphis, hvor han blev nummer 27 efter en skidt afslutning.

Her tog han et fly fra Memphis til London, og da han landede, ventede politiet på ham og anholdt ham.

Flere internationale medier kunne melde om, at Olesen var fuld under rejsen og tissede angiveligt på gulvet og forulempede en sovende kvindelig passager, der befandt sig på første klasse.

Den danske golfstjerne blev taget i varetægt og senere løsladt.

Flyselskab fordømte opførslen

Thorbjørn Olesen fløj med British Airways, der har været ude at fordømme opførslen.

- Vores kunder og flypersonale fortjener at nyde flyveturen og skal ikke lide nogen form for overlast. Den slags opførsel vil ikke blive tolereret, og der vil blive taget affære på en passende måde, lyder det fra en talsmand til The Independent.

Danskeren rejste sammen med kollegaen Ian Poulter. Hans agent, Paul Dunkley, fortalte til The Sun, at Poulter hjalp med at berolige en fuld passager, da denne forulempede andre passagerer på første klasse. Uden at ville navngive passageren skulle han have råbt ad andre passagerer og personalet.

Thorbjørn Olesens næste turnering er Scandinavian Invitation i Göteborg den 22. august.