Thorbjørn Olesen suspenderet efter tiltale

16x9
Thorbjørn Olesen under British Open i juli 2019. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Golfspilleren er blevet suspenderet fra Europatouren. Det sker som konsekvens af, at han er blevet tiltalt for seksuelt overgreb og vold på et fly.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er blevet suspenderet fra Europatouren.

Det oplyser en talsmand fra European Tour i en e-mail til TV 2 SPORT.

- Thorbjørn Olesen er blevet suspenderet fra European Tour indtil udfaldet af retssagen. Da det fortsat er en igangværende sag, har vi i øjeblikket ikke yderligere kommentarer, lyder det.

Skal for retten i London

Mandag kom det frem, at Thorbjørn Olesen er blevet tiltalt for seksuelt overgreb og vold om bord på et fly til London mandag 29. juli. Derudover er han tiltalt for at have været fuld under flyveturen, hvilket også er ulovligt.

Danskeren skal for retten i London 21. august.

- Thorbjørn har forståelse for beslutningen om at suspendere ham indtil udfaldet af retssagen, lyder det videre fra talsmanden til TV 2 SPORT.

Også PGA Touren tager sagen alvorligt og kom allerede i sidste uge med en udtalelse om sagen.

- Det er nogle meget alvorlige og dybt foruroligende anklager. Selv om han ikke er medlem af PGA Touren, er en sag af denne størrelse noget, vi tager meget alvorligt.

- Vi er i tæt kontakt med vores samarbejdspartner European Tour, og vi vil ikke komme med yderligere udtalelser, før vi får flere oplysninger fra myndighederne, lød det i udtalelsen.

Anholdt på vej hjem fra turnering

Søndag 28. juli rejste Thorbjørn Olesen hjem fra turneringen WGC Invitational i Memphis, hvor han blev nummer 27 efter en skidt afslutning.

Da flyet landede i Heathrow den efterfølgende dag, blev han anholdt af politiet.

Flere britiske medier heriblandt The Independent kunne torsdag 1. august berette, at Olesen var fuld under flyveturen og forulempede en sovende kvindelig passager, der befandt sig på første klasse.

Vores kunder og flypersonale fortjener at nyde flyveturen og skal ikke lide nogen form for overlast

Talsmand fra British Airways

Han skulle angiveligt også have urineret på gulvet.

Senere 1. august var meldingen fra Metropolitan Police, at danskeren var blevet løsladt, men stadig mistænkt mens sagen blev undersøgt.

Flyselskab fordømte opførslen

Thorbjørn Olesen fløj med British Airways, der har fordømt danskerens opførsel.

- Vores kunder og flypersonale fortjener at nyde flyveturen og skal ikke lide nogen form for overlast. Den slags opførsel vil ikke blive tolereret, og der vil blive taget affære på en passende måde, har en talsmand fra flyselskabet sagt til The Independent.

Olesen rejste sammen med golfkollegaen og vennen Ian Poulter. Poulters agent, Paul Dunkley, fortalte til The Sun, at Poulter hjalp med at berolige en fuld passager, da denne forulempede andre passagerer på første klasse.

Manden skulle have råbt ad andre passagerer og personalet, inden Poulter fik lagt sig imellem. Briten lagde sig efterfølgende til at sove, inden manden fortsatte den dårlige opførsel.

Thorbjørn Olesen bor i London og stod til at være et hovednavn ved Scandinavian Invitation i svenske Göteborg om godt to uger.