Nu ligger der et anklageskrift mod Thorbjørn Olesen - risikerer fængsel

16x9
Thorbjørn Olesen er 29 år. Foto: Paul Childs / Ritzau Scanpix

I anklageskriftet mod den danske golfspiller Thorbjørn Olesen fremgår det, at han blandt andet er tiltalt for et seksuelt overgreb.

Thorbjørn Olesen risikerer at skulle i fængsel eller betale en bøde, hvis han i den kommende uge bliver kendt skyldig i anklager for seksuelt overgreb og vold.

Det skriver Jyllands-Posten, der er i besiddelse af anklageskriftet.

Den danske golfspiller blev arresteret 29. juli for en episode på et British Airways-fly fra Nashville til London. Olesen blev efterfølgende løsladt, men slipper ikke for at skulle for en dommer på onsdag.

Her er han ifølge avisen tiltalt for i alt tre lovovertrædelser. Det er i henhold til de milde voldsparagraffer i engelsk lov.

Flere engelske medier - heriblandt The Independent og The Sun - har skrevet, at Thorbjørn Olesen på flyveturen skulle have forulempet en sovende kvinde på seksuel vis, været fuld og tisset i midtergangen. Det har nu resulteret i en retssag.

Har samarbejdet fuldt ud med politiet

Jyllands-Posten skriver, at Thorbjørn Olesen kan idømmes en bøde eller en fængselsstraf på op til seks måneder.

TV 2 SPORT var i sidste uge i kontakt med Thorbjørn Olesens advokat, Paul Morris fra BCL Solicitors LLP, som sendte følgende udtalelse:

- Thorbjørn har samarbejdet fuldt ud med politiet i forbindelse med deres efterforskning, men han kan desværre ikke udtale sig om sagen, før den er behandlet i det engelske retssystem.

Olesen fjernet fra startliste til turnering

Fredag kom det frem, at Thorbjørn Olesen ikke skal spille næste uges Scandinavian Invitation i Göteborg, fordi han i øjeblikket er suspenderet fra Europa Touren.

- Da dette omhandler en igangværende sag, vil vi ikke udtale os yderligere, end vi gjorde i sidste uge, skriver Todd i en mail til TV 2 SPORT og henviser til en udtalelse fra en talsmand i sidste uge, som ikke gav mere nyt.

Thorbjørn Olesen er i øjeblikket nummer 62 på verdensranglisten.

PGA suspenderer Olesen

Ligesom European Tour har den amerikanske pendant, PGA Tour, valgt at suspendere den danske golfspiller.

Det skriver vicepræsident på PGA Touren Laura Neal i en mail til DR Sporten:

- En anklage af denne størrelsesorden er noget, vi tager meget seriøst. Vi støtter European Tours beslutning om at suspendere Thorbjørn Olesen. Og selv om han ikke spiller på PGA Touren, så har vi besluttet af suspendere ham fra fremtidige events for nu, skriver Laura Neal.