Golf

Olesen fjernet fra startliste til turnering, hvor han var et hovednavn

Thorbjørn Olesen blev anholdt 29. juli efter blandt andet at have forulempet en sovende flypassager. Andy Buchanan / Ritzau Scanpix

Scandinavian Invitation bliver uden Thorbjørn Olesen på grund af danskerens igangværende retssag.

Thorbjørn Olesen var et af de store trækplastre til næste uges Scandinavian Invitation i Göteborg, men den danske golfstjerne kommer ikke til at stille til start alligevel.

Det skyldes, at Olesen er suspenderet fra Europa Touren, efter at han blev anholdt i begyndelsen af august på grund af krænkende opførsel ombord på et fly.

Danskerens retssag afholdes onsdag 21. august, så hvis han bliver frikendt, kan han i princippet stille til start i turneringen dagen efter. Men det vil vicechefen i Europa Tourens presseafdeling, Steve Todd, ikke kommentere.

- Thorbjørn er lige nu suspenderet, så han vil ikke spille ved Scandinavian Invitation.

- Da dette omhandler en igangværende sag, vil vi ikke udtale os yderligere, end vi gjorde i sidste uge, skriver Todd i en mail til TV 2 SPORT.

Thorbjørn Olesen var udset som et af hovednavnene til Scandinavian Invitation. Han var på flere af turneringens plakater og blev brugt på sociale medier.

Forulempet kvindelig passager

Det var mandag 29. juli, at Thorbjørn Olesen blev anholdt i Heathrow Lufthavn i London.

Flere engelske medier såsom The Independent, The Sun og Daily Mail skrev, at han i British Airways-flyet på vej til London havde forulempet en sovende kvindelig passager, der befandt sig på første klasse.

Han skulle desuden have urineret på gulvet. Derfor er han nu blevet tiltalt for seksuelt overgreb og vold samt for at være fuld ombord på flyet.

Kort efter episoden tog British Airways kraftigt afstand fra Olesens opførsel.

- Vores kunder og flypersonale fortjener at nyde flyveturen og skal ikke lide nogen form for overlast. Den slags opførsel vil ikke blive tolereret, og der vil blive taget affære på en passende måde, har en talsmand fra flyselskabet sagt til The Independent.

Scandinavian Invitation afvikles 22.- 25. august.