Golf

European Tour holder fast i udelukkelse af Olesen

Først til maj kommer der afklaring på retssagen mod Thorbjørn Olesen. Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Ifølge en talsmand fra European Tour er Thorbjørn Olesen udelukket fra golfturneringer, så længe sagen kører.

At sagen om golfstjernen Thorbjørn Olesens opførsel på et fly fra USA til England skal afgøres i en retssag om fem måneder, ændrer ikke på, at danskeren er udelukket fra turneringer på European Tour.

Det oplyser en talsmand fra European Tour i en skriftlig udtalelse og gentager dermed budskabet fra golfarrangøren fra tidligere.

- Thorbjørn Olesen forbliver suspenderet fra European Tour, mens sagen pågår. Da der er tale om et juridisk anliggende, kommenterer vi ikke yderligere, siger talsmanden.

Thorbjørn Olesen erklærede sig fredag formiddag uskyldig i de tre forhold, han er tiltalt for, ved en høring i Isleworth Crown Court i det vestlige London.

Dermed stod det klart, at sagen skal afgøres i en retssag, der begynder 11. maj næste år.

Olesen er tiltalt for "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke, "assault by beating ", som i engelsk lov dækker over et overfald af mindre grov karakter, samt for at være beruset på flyet.

Ved fredagens høring, der blot varede ti minutter, skulle Olesen forholde sig til hver af de tre anklager, der blev læst op i retssalen.

Olesen besvarede alle med "ikke skyldig".