Golf

Stort comeback sikrer dansker sejren i millionturnering

Efter et flot comeback sikrede Emily Kristine Pedersen sig sejren ved Saudi Ladies International.

En ujævn finalerunde gjorde det til en svær opgave for golfspilleren Emily Kristine Pedersen at forsvare sin føring søndag i Saudi Ladies International.

Men det høje topniveau reddede den 24-årige dansker fra en sekundær placering, og efter omspil kunne hun strække armene i vejret og notere karrierens tredje titel på Ladies European Tour.

En birdie på 18. hul fra danskerens putter fremtvang en afgørelse i omspil mod englænderen Georgia Hall, da begge sluttede i samlet ti slag under par.

Her var danskeren bedst, og hun sikrede sig på første omspilshul triumfen i turneringen, som med en samlet præmiepulje på 6,3 millioner kroner er blandt de mest lukrative i hele sæsonen.

Det var første gang, turneringen blev afholdt.

- Jeg er virkelig glad for at være den første, der vinder turneringen, og jeg synes, det er dejligt, at vi spiller her. Landet har en lys fremtid inden for golf, og forhåbentlig vender vi tilbage de næste mange år, siger Emily Kristine Pedersen.

Spænding til det sidste

Den 24-årige dansker fik ellers et perfekt afsæt på finalerunden, da hun på første hul lavede en birdie.

Det sendte hende kortvarigt alene i spidsen, men hun kunne ikke helt holde sammen på spillet. Det gav en noget ujævn runde, som dog også bød på godt spil undervejs.

Således noterede hun seks birdies på sit scorekort undervejs, men de fine takter blev delvist spoleret af fire bogeys og ikke mindst en dobbeltbogey på 12. hul.

Hun havde ellers lige fået godt gang i spillet med tre birdies i træk på hul syv, otte og ni efter bogeys på hul to, fire og seks, men så kom nogle dyre huller.

Bogey på 10. hul og så dobbeltbogeyen på 12. hul sendte hende to slag efter Georgia Hall, som endda trak yderligere fra med en birdie lige efter.

Tre slag efter med blot fem huller tilbage så sejrschancerne ud til at fordufte for Emily Kristine Pedersen, men hun gav ikke op.

Et slag skilte de to bedste

Hun lavede en birdie på hul 14, og da Hall noterede en bogey på hul 16, var der pludselig kun ét slag mellem de to duellanter.

Spændingen var altså intakt, da førerbolden nåede sidste hul, og her viste danskeren stærke nerver og højt niveau.

Et smukt indspil gav hende en svær chance for eagle. Hun missede puttet, men kunne efterfølgende notere en birdie. Og da Hall samtidig måtte nøjes med par, skulle der omspil til for at finde en vinder.

Her kronede Emily Kristine Pedersen en flot weekend i Saudi-Arabien.

Hendes seneste turneringssejr på Ladies European Tour kom tilbage i slutningen af august, hvor hun sejrede ved Czech Ladies Open.