Golf

Sløj finalerunde sender golfdansker væk fra toppen

Joachim B. Hansen sluttede fem slag over par i Sydafrika og røg ned på en delt 20.-plads.

Sidste runde af European Tour-turneringen Alfred Dunhill Championship i Sydafrika havner formentlig i glemmebogen hos golfspilleren Joachim B. Hansen.

Danskeren, der lå nummer seks inden søndagens fjerde runde, gik en forfærdelig runde i fem slag over par og røg ned på en delt 20.-plads.

Han blev noteret for fire bogeys og to dobbeltbogeys, og så hjalp det ham ikke meget, at han også lavede tre birdies i runden.

Samlet endte Hansen fire slag under par, efter at han torsdag og især fredag var velspillende.

Sydafrikansk sejr

Der var langt op til Christiaan Bezuidenhout, som vandt den sydafrikanske turnering i sit hjemland.

Han endte 14 slag under par og henviste englænderen Richard Bland, amerikaneren Sean Crocker, polakken Adrian Meronk og sydafrikaneren Jayden Schafer til en delt andenplads.

Hansens landsmænd Lucas Bjerregaard, Nicolai Højgaard og Benjamin Poke var også med i turneringen, men klarede ikke cuttet til weekendens runder.

Joachim B. Hansen sikrede sig i sidste uge karrierens første turneringssejr på European Tour med en triumf i Joburg Open.