Golf

Stjerne undskylder homofobisk bemærkning

En homofobisk kommentar fra golfspilleren Justin Thomas blev opfanget af mikrofoner i en turnering i USA.

Golfstjernen Justin Thomas er havnet i modvind.

Midt i tredje runde af PGA-turneringen Sentry Tournament of Champions på Hawaii opfangede tv-produktionens mikrofoner en homofobisk bemærkning fra amerikaneren.

I et interview med tv-stationen NBC undskylder han for episoden.

- Det er utilgiveligt, siger han.

- Først og fremmest vil jeg gerne undskylde. Jeg er en voksen mand, og der er absolut ingen grund til at sige sådan noget. Det er forfærdeligt, og jeg er virkelig flov.

- Uheldigvis sagde jeg det, og det må jeg erkende og undskylde, lyder det fra verdensranglistens nummer tre.

Ifølge AFP forventes det, at 27-årige Justin Thomas vil modtage en bøde for sin kommentar. I en udtalelse kalder golfarrangøren PGA Thomas' ord for "uacceptable".

Før sidste runde i turneringen ligger Justin Thomas på en delt femteplads i turneringen. Han er 17 slag under par.

Der er fire slag op til turneringens to førende amerikanere, Ryan Palmer og Harris English.