Golf

Tiger Woods uden for livsfare efter ulykke

Golfstjernen kørte galt i en soloulykke og måtte skæres fri af redningsmandskabet.

Tiger Woods er indlagt på hospitalet, efter at han er kørt galt i sin bil.

Politiet i Los Angeles oplyser i en meddelelse, at redningsmandskab tirsdag blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt.

Bilens chauffør viste sig at være den 15-foldige majorvinder, som måtte skæres fri af bilvraget, inden han blev fragtet til det nærmeste hospital i en ambulance.

- Tiger Woods var i en soloulykke her til morgen i Californien, hvor han pådrog sig adskillige benskader. Han bliver lige nu opereret, siger Woods' agent, Mark Steinberg, ifølge golfjournalisten Daniel Rapaport.

En lille hos politiet i Los Angeles fortæller ifølge CNN, at skaderne ikke er livstruende, men at han har pådraget sig åbne benbrud i sine ben. Også ESPN beretter, at han er uden for livsfare.

Woods var i gang med tv-optagelser for Golf Digest, som Rapaport arbejder for.

TDen 45-årige golfspiller har inden ulykken døjet med en rygskade og afventede en MR-scanning for at klarlægge, hvornår han kunne vende tilbage på golfbanen igen.

Tiger Woods er blandt tidernes absolut største golfstjerner.

Han deler lige nu rekorden for fleste triumfer på PGA Touren med 82. Det samme antal som Sam Snead. Major-titler har han 15 af, hvilket er næstflest i historien. Han er samtidig den eneste, der har vundet de fire majors i træk.

Mellem 2013 og 2018 var Woods igennem en nedtur både på og uden for banen, hvor han ikke vandt nogen titler.

Vendepunktet kom i Tour Championship 2018, og året efter vandt han Masters.