Det er et farvel til den største nogensinde, mener ekspert
Tiger Woods er et af de vigtigste sportsikoner, verden nogensinde har set, og tirsdagens trafikulykke optager lige nu det meste af USA.
Michael Jordan, Tom Brady og Tiger Woods. Tre forskellige sportsgrene. Tre ikoner, folkehelte og verdensstjerner. Tre navne, der taler for sig selv.
Godt nok indstillede Jordan sit glorværdige basketball-liv i 2003, mens Brady som ny Super Bowl-vinder stadig er på toppen af sin karriere. Den 24. februar 2021 blev verden et aktivt sportsikon fattigere, da Tiger Woods' smadrede sit højre ben i en færdselsulykke og endte på et hospital med åbne brud.
Det vurderer Morten Buckhøj, der er golfekspert på Discovery og redaktør på Golfmagasinet.
- Det sluttede der. Punktum.
- Det er næsten ikke til at bære, at han skal ende sin karriere på den måde. Hvis han skal genoptræne sig selv tilbage på et konkurrencedygtigt niveau - med de skader han allerede har - skal han træne så meget, at han ødelægger sig selv. Det kan han ikke. Og det er en tragisk måde, det slutter på, siger han.
Og hvorfor så nævne Michael Jordan og Tom Brady i den her sammenhæng? Fordi han i golfsporten er, hvad Michael Jordan er for basketball og Tom Brady for amerikansk fodbold. Den største nogensinde. Med skandaleplagede nedture til trods.
Men dem vender vi tilbage til.
Igen ved bevidsthed
Vi begynder med at rette øjnene mod nyheden, der ramte det meste af verden tirsdag aften. Politiet i Los Angeles oplyste, at et redningsmandskab tirsdag klokken 07.12 lokal tid blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt.
Føreren af køretøjet var den 15-foldige majorvinder Tiger Woods, som straks blev transporteret på hospitalet for at gennemgå en operation. Værst gik ulykken ud over hans højre ben, hvor der var flere åbne brud. Yderligere skader på knoglerne i foden og anklen er stabiliseret med en kombination af skruer og stifter.
Hans familie har senere oplyst, at Woods er vågen og ved fuld bevidsthed - til stor lettelse for det meste af USA, der undervejs bad for Woods' helbred.
Men for en 45-årig mand, der lever af at stå oprejst og slå til en golfbold for fulde gardiner, er et så medtaget ben selvsagt en grim virkelighed at vågne op til. Især når han i 2019 leverede et uventet stort resultat, da han vandt US Masters, selvom han var dømt så godt som færdig med at levere topresultater på golfsportens største scene.
Har flyttet alt ved golfsporten
Lad os så rette blikket mod det menneske, der ifølge Morten Buckhøj er "det største ikon, golfsporten nogensinde har set". Mange mener ikke, man kan overdrive hans betydning for sportens udvikling.
Allerede inden han fyldte 25 år, havde han vundet alle golfsportens fire majors og 25 turneringer på PGA Tour. På flere måder blev han et vidunder udover det sædvanlige.
- I USA er han på højde med Michael Jordan og Tom Brady. Han har "ikon-brandet" påklistret på sig, uden at det er en eller anden dum journalistisk overdrivelse. Egenhændigt er det ham, golfspillere skal takke, når de hver eneste uge dyster om mange millioner af dollars.
- Bare det, at Tiger er med i en turnering, fordobler seertallene. Og det er til trods for, at manden er 45 år gammel og milevidt fra det niveau, han var på, da han var allerbedst. Hans tilstedeværelse har ganske enkelt været altafgørende for sportens eksponering.
- Han kan ikke sammenlignes med nogen andre i den sport. Lige så langt der er fra ham og ned til nummer to, lige så langt er der fra nummer to til nummer 5000. Det er helt vanvittigt, fortæller Morten Buckhøj.
Da Tiger Woods kun var et barn, gjorde hans far, Earl Woods, det til sin livsmission at forvandle sønnen til verdens bedste golfspiller. Men det var ikke nok. Han skulle også ændre sporten og vise, at mørke golfspillere kunne dominere på baner, der tidligere kun var forbeholdt hvide.
- Han har betydet alverden for racedebatten i USA og fået mange til at åbne deres øjne op for, at sorte godt kan spille golf. Når det så er sagt, har det jo aldrig affødt det helt store 'boom'. For vi må være ærlige at sige, at der stadig er langt mellem snapsene den dag i dag.
- Han har jo aldrig været særlig kontroversiel i sine udtalelser. Det tætteste, han har været på, var, da han vandt US Masters i 1997, hvor han sagde: "Før mig var sorte kun velkomne som caddies" (person, som bærer golfspillernes udstyr og tasker, red.), selvom han ikke var den første sorte i sporten. Men den udtalelse var noget af et gennembrud.
- Det er vigtigt at forstå, at golf er en meget hvid sport. Og i USA er det også en meget republikansk sport. Så der er selvfølgelig nogle politiske aspekter i det. I alt det har han betydet så kolossalt meget, fordi han er blevet den største stjerne overhovedet, lyder det fra Morten Buckhøj.
I ledtog med sin far oprettede Tiger Woods i 1996 en fond, der skal hjælpe børn med at få en uddannelse og generelt understøtte knapt så privilegerede mennesker med at forbedre deres helbred og velfærd. Fonden har over to millioner støtteerklæringer i dag.
Skandaler, skandaler, skandaler
Efterhånden som Tiger Woods blev ældre, udviklede han sig til en mageløs golfspiller og et af de største talenter, verden nogensinde havde set. Han underskrev desuden en astronomisk stor sponsoraftale med Nike tidligt i sin karriere.
Det resulterede gradvist i, at hele kloden tilbad ham og påduttede ham forventninger, som næsten var umulige at leve op til. Herfra satte han sig de følgende år mere og mere på tronen, indtil en rygskade i 2015 tvang ham til at gennemgå adskillige operationer. De holdt ham ude af turneringer og væk fra golfen - men ind i nye personlige problemer.
Alt det står klart, når man har set "Tiger". En ny todelt HBO-dokumentar, der over tre timer skildrer den ikoniske, skandaleplagede golfspiller Tiger Woods.
I bunden artiklen er der ligeledes en tidslinje over stjernens op- og nedture i karrieren.
Det var dog allerede tilbage i efteråret 2009, at den næsten perfekte succesfortælling om Tiger Woods blev vendt på hovedet.
Et par dage efter en amerikansk tabloidavis skildrede Woods' forhold til en kvindelig natklubmanager, kørte han ind i en brandhane. Senere begyndte det at vælte ned med historier om kvinder, der alle havde haft et forhold til golfstjernen, selvom Woods var gift.
Det endte med, at Woods' udsendte en undskyldning for sit utroskab og gjorde det klart, at han ville tage en pause fra golf på ubestemt tid.
- Han er jo kommet tilbage igen, uden at hans image for alvor er blevet svækket. På det tidspunkt var han helt ude. Han blev jo udskammet på grund af de ting, han gjorde, og han mistede mange af sine sponsorer og gennemgik en stor personlig nedtur. Nike ville også have trukket sig, men de havde bare ikke råd til at skille sig af med en atlet af den kaliber og med den rækkevidde.
- Hele den historie viser, at han er en stjerne, der ikke har en udløbsdato. Der gik lidt tid, hvor han ikke spillede så godt, men lige pludselig var han den største stjerne igen, afslutter Morten Buckhøj.
I den tidlige sommer i 2017 blev Woods så anholdt i Florida efter mistanke om at køre bil i påvirket tilstand. Han blev fundet sovende bag rattet, og det kom senere frem, at han havde rester af fem forskellige medikamenter i kroppen.
Har modtaget mange hilsner
Vi slutter af, hvor vi begyndte: Med færdselsuheldet tirsdag morgen lokal tid.
Onsdag morgen dansk tid kunne TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz rapportere om ulykkens betydning.
- Det her fylder alt i USA. Selv for amerikanere, der ikke spiller golf eller dyrker sport. Alle ved, hvem Tiger Woods er. Han er oppe blandt de allerstørste ikoner i verden. Ikke bare på grund af sin sportskarriere, men også på grund af sit privatliv.
- USA har simpelthen holdt vejret. Og da nyheden kom, om at han var uden for livsfare, åndede alle lettet op, lød det fra Steinmetz.
På de sociale medier var flere store personligheder på pletten for at udtrykke deres medfølelse.
Woods vandt altså sin seneste majortitel i 2019 og har dermed 15 af slagsen i alt.