Golf

Danmarks nye stjerne sletter Facebook og Instagram igen og igen

Dansk golfs seneste stjerneskud sætter resultaterne i anden række. Altid. Også selvom Marcus Helligkilde snart debuterer på Europa Touren.

Hvornår har du senest tjekket din skærmtid på mobiltelefonen? Hvor meget af dagen bruger du på sociale medier?

For Danmarks højest rangerede golfspiller, Marcus Helligkilde, er et tjek ikke besværet værd. Slet ikke i turneringsuger, for før en ny turnering begynder, fjerner han den slags apps fra tidstyven i lommen. Hver gang.

- Jeg sletter Facebook og Instagram fra min telefon. Jeg bruger ikke computer, så jeg har heller ikke adgang til det der. Jeg har en iPad, hvor det aldrig har været installeret. Det er for at holde fokus på de vigtige ting, som Facebook og Instagram ikke er, fortæller han til TV 2 SPORT.

Søndag tog den 25-årige sjællænder karrierens hidtil største skalp, da han vandt Challenge Tourens sæsonfinale.

Det resulterede samtidig i den samlede sejr på Challenge Touren - det næstøverste niveau i Europa - som han er den blot tredje dansker efter Thomas Bjørn i 1998 og Joachim B. Hansen i 2018 til vinde.

Lørdagen forinden installerede han igen forbindelserne til omverdenen.

- Jeg har tjekket en del Instagram siden sejren, og det burde jeg nærmest ikke have gjort, for der er mange ting, som omhandler mig, og det giver mindre tid til at være sammen med de mennesker, som jeg er fysisk sammen med. Så jeg vil ikke engang sige, at det har gavnet mig.

Det særprægede tiltag har altså skaffet stor succes på golfbanen, men den del er faktisk ikke den vigtigste for Danmarks nye golfprofil.

Marcus’ hellige kilde

I dag er Marcus Helligkilde nummer 84 på verdensranglisten. Den næste dansker er Rasmus Højgaard som nummer 103.

Som helt lille tog han med sin farfar i Smørum Golfklub, hvor han to årtier senere stadig er medlem. Først som teenager på Ikast Idrætsefterskole blev grebet om køllen for alvor taget seriøst, ifølge Golfbladet.

Marcus Helligkilde

  • Alder: 25 år (5/10-96)
  • Tilknyttet Smørum Golfklub 
  • 2017: Bliver professionel
  • 2019: Debuterer på Challenge Touren
  • 2021: Vinder tre Challenge-titler og den samlede Tour-sejr
  • 2022: Debuterer på Europa Touren

 

I 2017 besluttede Helligkilde at blive professionel, og efter sejren på Challenge Touren i år skal han i den kommende sæson op mod de bedste på Europa Touren.

Stærkt? Ja.

Afgørende? Njaah.

- Jeg har det dejligt, men det har jeg altid. Som jeg altid siger til familie og venner, så handler det for mig om at have det fedt. Jeg har sat livsglæde over præstationer i golf, forklarer Marcus Helligkilde.

- Resultatmæssigt er jeg lidt ligeglad, men jeg skal være den bedste til at træne og til at omgås en golfbane. Så jeg har besluttet mig for at nyde det. Uanset hvad. Og det har gjort så meget for min succes.

"Jeg ikke har lige så store evner som de andre"

Beslutningen om at yde og nyde på samme tid skal ikke forveksles med manglende engagement.

Seneste vinter valgte Marcus Helligkilde at tage 15 kilo på ved spise tilstrækkeligt meget til, at kiloene blev til muskler i stedet for at forsvinde i styrkerummet. Fra 73 kilo til 88.

Ifølge smorumgolf har det blandt andet gavnet på Helligkildes drives, som i denne sæson er omtrent 15 meter længere, fordi han slår hårdere.

Jeg har tilføjet et par i teamet bag mig, så jeg ikke skal bruge tid på at styre sociale medier og bestilling af flyrejser

Marcus Helligkilde

Det var den fysiske del, men den virkelige styrke kan ikke gøres op i kilo.

- Det mentale betyder alt. Det er det, der gør, at jeg nyder golf mere end 99 procent af alle andre.

- Jeg vil mene, at jeg ikke har lige så store evner som de andre, men fordi jeg har valgt, at jeg skal optimere mig selv og golf resten af mit liv, som var det mit livsværk og der, jeg skal blive verdens bedste, så følger det mentale med.

Og så er vi tilbage ved de gængse ikoner på mobilskærmen. Eller mangel på samme i jagten på succes.

- Ekstra tid gør, at jeg kan sove mere og bedre. Jeg skal ikke på Instagram eller Facebook i pauser, så jeg kommer hurtigere tilbage til arbejdet. Jeg får restitueret bedre og kan fokusere på så mange andre gode ting, end hvad andre laver, siger Helligkilde.

- Jeg vil ikke lyde arrogant, men det er jo kun nogen, hvor det har en stor betydning, at de skriver. Det er måske kun 50 personer. Så er der andre, som skriver, og det er jo fantastisk, men det fylder ikke så meget, siger Marcus Helligkilde.

Mere fokus, mere golf, mindre ansvar

Inden længe debuterer danskeren som bekendt på det øverste niveau, kontinentet har at byde på.

På Europa Touren bliver nøglen for Marcus Helligkilde at holde fast i livsglæden. Slette Facebook og Instagram og så ellers se, hvad det øgede fokus rækker til.

- Det bliver det samme. De samme venner og familie, men jeg har tilføjet et par i teamet bag mig, så jeg ikke skal bruge tid på at styre sociale medier og bestilling af flyrejser.

- Så kan jeg fokusere endnu mere på de ting, jeg elsker, siger han.

Den kommende Europa Tour-sæson begynder i slutningen af november.