Golf

Helligkilde vinder Den Gyldne Golfbold

Golfspilleren Marcus Helligkilde vinder prisen Den Gyldne Golfbold for sine præstationer på Challenge Tour.

Den 25-årige danske golfspiller Marcus Helligkilde har vundet prisen som årets danske golfspiller, Den Gyldne Golfbold, for sine præstationer på Challenge Touren.

Det skete mandag i Idrættens Hus.

Ikke alene vandt han Challenge Touren, han overhalede også alle sine landsmænd på verdensranglisten - også dem der spiller på den højere rangerende European Tour.

Helligkilde forklarer til TV 2 SPORT, at han er yderst glad for sejren.

- Der er heldigvis mange, der har stemt på mig, og det er jeg fantastisk glad for. I år har været et fantastisk år for dansk golf, og det har været fedt at være vidne til, siger han.

- Jeg tror slet ikke, jeg har nået at synke det ind. Jeg lever meget i processen og i nuet. Det er en stor ting at dele med familien og venner. Det er fantastisk at vinde.

Det har været en fornøjelse at følge dig de seneste par år

Michael Lermark, formand for Sportsjournalisternes Golfklub

Satte dem til vægs

Den unge golfspiller ligger nummer 81 på verdensranglisten.

I løbet af sæsonen vandt han tre sejre og fik tre andenpladser. Præstationerne på Challenge Touren sikrede Marcus Helligkilde automatisk oprykning til European Tour.

- Det har været en fornøjelse at følge dig de seneste par år. Da coronaen sidste år lå tungt over Danmark, lykkedes det at afholde Danish PGA Championship i Himmerland. En turnering, der havde deltagelse af næsten alle de bedste danske proer.

- Du satte dem til vægs og vandt og gav alle os andre et solidt fingerpeg om, at her var der en spiller på vej, som kunne noget ekstraordinært. Og det har du i sandhed bevist for os igen i år, siger Michael Lermark, der formand for Sportsjournalisternes Golfklub, som hvert år udpeget vinderen af prisen.

Vandt flere turneringer

Med til prisen hører en pengepræmie på 20.000 kroner, som den unge golfspiller donerede til sin barndom klub Smørum Golfklub.

Den Gyldne Golfbold er den største hæder i dansk golf, men i år kan den betragtes som en særlig cadeau. Danske topspillere har nemlig hentet resultater på stribe i det, der måske har været det bedste år nogensinde i dansk golf.

Sådan skriver Dansk Golfunion om prisen og præstationen af Marcus Helligkilde.

Marcus Helligkilde vandt i august turneringen Vierumäki Finnish Challenge. I oktober vandt han Swiss Challenge. Inden finalen på Mallorca i november lå han sammenlagt nummer tre på Challenge Touren. Helligkilde vandt dog også finalen og dermed hele Challenge Touren.