Golf

Dansker imponerer igen

Nanna Koerstz Madsen slutter igen blandt de ti bedste på LPGA-touren. Det er tredje gang i træk.

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen fortsætter sin stime af topplaceringer på LPGA-touren, der anses for verdens stærkeste.

Søndag sluttede danskeren på en delt ottendeplads i The Chevron Championship i Californien.

Det udløser en præmiecheck på næsten 109.000 dollar. Dermed er hendes indtjening hidtil i denne sæson oppe på godt 525.000 dollar. Det svarer til lidt over 3,5 millioner kroner.

Samlet endte danskeren i otte slag under par. Jennifer Kupcho fra USA vandt i 14 slag under par.

Nanna Koerstz Madsen blev i marts den første danske golfkvinde til at vinde en LPGA-turnering.

I den efterfølgende turnering, JTBC Classic, fortsatte hun de flotte takter og lå på førstepladsen inden det afsluttende hul.

Men en bogey på hul 18 blev dyr for Nanna Koerstz Madsen, som måtte i omspil mod Atthaya Thitikul fra Thailand, der vandt.

Hos herrerne var Rasmus Højgaard i aktion i PGA-turneringen Valero Texas Open i weekenden.

Efter søndagens sidste runde rykkede han 22 pladser frem i feltet til en slutplacering på en delt 18.-plads.

Den 21-årige danske brugte 68 slag. Det er fire slag under par.

Efter torsdagens første runde i 66 slag lå Rasmus Højgaard med helt fremme i toppen af feltet, men runder på henholdsvis 73 og 74 slag fredag og lørdag sendte ham ud af topstriden.

Søndag lagde han stærkt ud og var efter de første ni huller tre slag under par efter tre birdies. Det blev yderligere til en birdie og to bogeys, før Højgaard rundede runden af med birdies på hul 17 og hul 18.

Amerikaneren J.J. Spaun vandt turneringen med samlet 13 slag under par foran australieren Matt Jones og amerikaneren Matt Kuchar, der begge var to slag efter.

Mens danske spillere gennem årene har hentet mange sejre i europæiske turneringer, så er det endnu aldrig lykkedes en dansker at triumfere i en PGA-turnering.