Rio 2016

Hollandsk udøver smidt ud af OL: Fejrede finaleplads med druktur

En hollandsk OL-deltager i redskabsgymnastik er blevet udelukket fra legene, fordi han fejrede en finaleplads med alkohol.

Holland har valgt at udelukke en af sin egne atleter ved de Olympiske Lege.

Yuri van Gelder, som stiller op i redskabsgymnastik, er manden, der er blevet smidt ud af OL.

Årsagen er, at van Gelder, som har sin debut ved OL, var taget på en bytur, efter han havde kvalificeret sig til finalen i ringe.

33-årige Yuri van Gelder forlod den olympiske by lørdag aften brasiliansk tid og vendte ikke tilbage før søndag morgen. Her indrømmede han, at han havde drukket alkohol.

Begge ting er imod reglerne for de hollandske OL-atleter, og den hollandske olympiske komité offentliggjorde derfor, at han er blevet udelukket fra OL.

Van Gelder har vundet VM-medaljer tre gange i redskabsgymnastik, men det er ikke første gang, han gør sig negativt bemærket uden for konkurencerne.

I 2009 fik han et års karantæne af det hollandske gymnastikforbund, fordi han var testet positiv for brug af kokain under de hollandske mesterskaber.

Efter kun lige at være vendt tilbage fra sin karantæne, dummede han sig igen. I 2010 trak han sig fra verdensmesterskaberne, fordi han indrømmede, at han igen havde taget kokain.

Ifølge det internationale gymnastikmagasin har en talsmand for det hollandske olympiske hold udtalt sig følgende om Yuri van Gelders udelukkelse fra årets OL.

- Det var en meget svær beslutning for os at træffe. Det er forfærdeligt for Yuri, men en sådan overtrædelse af vores regler efterlader os ikke nogen muligheder.

Hans finaleplads går i stedet til franskmanden Danny Pinheiro Rodrigues. Han er i øvrigt den anden reserve, som får lov til at indtræde i finalen.

Landsmanden Samir Ait Said var uheldig at brække benet i kvalifikationen, og er derfor blevet erstatet af ukrainske Igor Radivilov.