Gymnastik

Gymnastikchef siger op midt i stor misbrugsskandale i USA

Direktøren for USA Gymnastics træder tilbage, efter forbundet anklages for seksuelt misbrug af 350 gymnaster.

Formand og administrerende direktør for USA Gymnastics Steve Penny har torsdag opsagt sin stilling.

Det sker, efter at forbundet har fået massiv kritik for håndteringen af en skandale om udbredte overgreb mod kvinder i forbundet.

Steve Penny har været under stigende pres for at træde tilbage fra stillingen, efter at hundredvis af kvinder i forbundet har sagt, at de er blevet misbrugt.

Mange af overgrebene skulle ifølge anklagerne have været udført af en holdlæge under træningsture.

- Min beslutning om at træde tilbage som administrerende direktør er udelukkende truffet af hensyn til USA Gymnastics interesser, udtaler Steve Penny i en pressemeddelelse.

- Det har været hjerteskærende at høre om tilfælde af misbrug, og jeg har det dårligt med, at unge atleter er blevet udnyttet på denne måde, tilføjer han.

Sagen indebærer flere end 350 unge gymnaster, der har anklaget enten trænere eller andre voksne i gymnastikverdenen i USA for seksuelt misbrug.

Steve Penny er blevet kritiseret for at have reageret for langsomt på anklagerne og for at have vendt det blinde øje til overgrebene.

Den amerikanske avis Indianapolis Star har blandt andet beskrevet, hvordan forbundet har undladt at udelukke trænere, selv om de var dømt for sexkrænkelser.

I andre tilfælde undlod det nationale gymnastikforbund at underrette myndighederne om forholdene, skriver Indianapolis Star.

USA's olympiske komité, der angiveligt har krævet Steve Pennys afgang, er tilfreds med direktørens beslutning.

- Med dagens annoncering (om Pennys opsigelse, red.) kan USA Gymnastics forhåbentlig flytte fokus mod fremtiden med et sikkert miljø for atleterne og fortsat succes i konkurrencerne, siger Larry Probst, bestyrelsesformand i US Olympic Committee.