Superstjerne trækker sig fra flere OL-finaler

Simone Biles er ikke med, når verdens bedste gymnaster jagter OL-guld i spring over hest og forskudt barre.

Den amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles har meldt afbud til yderligere to olympiske konkurrencer af mentale årsager.

Hun kommer heller ikke til at kæmpe om olympisk metal i disciplinerne spring over hest og forskudt barre.

Det oplyser Det Amerikanske Gymnastikforbund, USA Gymnastics, på Twitter.

- Efter yderligere konsultationer med den medicinske stab, har Simone Biles besluttet sig for at trække sig fra finalerne i spring over hest og forskudt barre, lyder det.

Begge discipliner finder sted søndag. Biles kan dog fortsat nå at melde sig klar til at gå på medaljejagt i to andre OL-discipliner.

- Hun vil fortsætte med at blive evalueret dagligt for at afgøre, om hun kan konkurrere i øvelser på gulv og i bomkonkurrencen, skriver USA Gymnatics.

De to discipliner finder sted henholdsvis mandag og tirsdag.

Afbud til fire finaler

Tidligere har hun meldt afbud til den individuelle mangekampskonkurrence ved legene i Tokyo.

Simone Biles OL-nedtur begyndte i tirsdagens holdkonkurrence.

Hun leverede en efter egne standarder dårlig præstation i den første disciplin i holdkonkurrencen, spring over hest. Derefter udgik hun. Amerikanerne endte med at tage sølv i konkurrencen.

Op til OL har Simone Biles fortalt, at hun har følt et stort pres på sine skuldre. Det skyldes de store forventninger, som gymnastikfans verden over har til sportens største stjerne.

Simone Biles var en af de helt store stjerner ved OL i 2016, da hun vandt fire guldmedaljer og en bronzemedalje.

Forud for OL i Tokyo var hun spået til at øge den medaljehøst markant, men det er altså fortsat usikkert, om hun får mulighed for at vinde andre medaljer end tirsdagens holdmedalje.