Håndbold

Kronprinsen skal få EM til DK

Dansk Håndbold Forbund sætter i disse dage alt ind for at få EM 2014 til Danmark. Og sidste skud på kampagne-stammen er, at HKH Kronprins Frederik bakker op om projektet.

- Vi er et land, der er meget engageret i håndbold og vi har gode traditioner. Vi må heller ikke glemme, at Danmark var det land, der opfandt håndboldsporten, siger HKH Kronprins Frederik til TV 2 Sporten.

Det danske værtskabsbuds største konkurrent er et fælles bud fra Kroatien og Ungarn.

Nye stjerner på vej

Den kommende danske regent har ofte overværet de danske håndboldslandshold på de store scener rundt om i verden, men han har ikke spillet meget selv.

Mit eget håndboldeventyr har primært foregået i folkeskolen og i gymnasiet, siger Kronprinsen, hvis børn måske har en fremtid på håndboldbanen.

- Mine børn spiller ikke endnu, men de kan godt kaste og gribe bolde, og det er jo en god begyndelse.