Håndbold

BSV'er skal spille med Karabatic

Fra overskudslageret i Bjerringbro-Silkeborg til en af verdens største klubber.

Primoz Prost er kommet i overskud hos DM-sølvvinderne, der i den kommende sæson har både Jannick Green og Niklas Landin som målvogtere i truppen. Men nu har den slovenske keeper fundet sig en ny arbejdsgiver.

Den franske storklub Montpellier skriver på sin hjemmeside, at Primoz Prost skal afløse den unge, franske keeper Mickael Robin, der er skadet og er ude i flere måneder.

I Montpellier bliver Primoz Prost holdkammerat med en af verdens allerbedste håndboldspillere, den franske playmaker Nikola Karabatic.