Håndbold

Dansk håndbold mister CL-plads

AG København og Bjerringbro-Silkeborg skal som guld- og sølvvindere forsvare Danmarks ære i Champions League i den kommende sæson.

Men fra sæsonen 2012/13 bliver dansk håndbold kun repræsenteret af én dansk billet i den prestigefyldte håndboldturnering.

Danmark er på det Europæiske Håndbold Forbunds (EHF) rangliste blevet overhalet med sølle 0,08 point af Slovenien og mister derfor én CL-plads, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

Mindre prestige

Til gengæld for den mistede plads i Champions League får de danske herreklubber en plads i den betydeligt mindre attraktive Challenge Cup.

EHF har samtidig vedtaget, at EHF-Cuppen og pokalvindernes turnering i sæsonen 2012/2013 smeltes sammen under navnet Mens European Cup, og derfor mister de danske herreklubber også en enkelt plads i Europa Cup-spillet på den konto.

I den forgangne sæson deltog tre danske herrehold i de to turneringer, men kun to danske klubhold vil kvalificere sig til Mens European Cup.

Alt i alt betyder den nye rangering og ændringerne i EHF's europæiske turneringer, at kun fire mod tidligere fem danske herreklubber vil spille internationale kampe i Europa. EHF vil offentliggøre rangering og konsekvenser for de kvindelige klubber på et senere tidspunkt.