Håndbold

Viborg-chikane taget op i EHF

Godt nok har direktøren i Krim Ljubljana forsikret, at man ikke bevidst spolerede Viborgs forberedelser til Champions League-opgøret i Slovenien forrige weekend.

Men derfor har det europæiske håndboldforbund EHF alligevel besluttet sig for at undersøge forløbet nærmere.

"Baseret på de informationer, vi har modtaget fra kampens matchdelegerede, så har EHF nu åbnet en disciplinærsag mod Krim ved EHF's håndbolddomstol, som vil se nærmere på omstændighederne omkring kampen," siger forbundets talsmand JJ Rowland til tv2sport.dk.

Kom for sent

Viborg-kvindernes bus ankom for sent til spillerhotellet og dukkede derfor op ved hallen 45 minutter senere end planlagt. Samtidig kunne det danske hold ikke få adgang til omklædningsrummet og måtte derfor klæde om i hallen.

Viborg kom skidt ind i kampen, var bagud 0-10 efter et kvarter og tabte i sidste ende 25-31. Skulle EHF komme til den konklusion, at der er foregået noget usportsligt, kommer det imidlertid ikke Viborg til gode.

"Sagen omhandler organiseringen af kampen, så det kan ikke føre til en pointstraf til Krim, da sagen ikke er relateret til selve kampen. Så Krim kan risikere at få en bøde eller en advarsel, men ingen sportslig straf," siger Rowland.