Håndbold

Nyegaard harm over AGK-profiler

De to tidligere landsholdsspillere og nuværende profiler for AG København, Joachim Boldsen og Lars Jørgensen, har offentligt ytret utilfredshed med strukturen i den danske liga.

Ifølge dem gør systemet med et grundspil og slutspil, at spillerne ikke præsterer deres bedste i hver kamp, fordi de "vigtige" kampe først ligger sidst på sæsonen. Men den holdning vækker harme hos TV 2 Sportens ekspert, Bent Nyegaard.

"Det er helt grundlæggende, at hvis man har et job, får løn og træner otte gange om ugen, så gør man sig umage. Dem der ikke gør sig umage, bør ikke spille på højeste niveau," siger Nyegaard til sporten.tv2.dk.

Ingen taberkultur

Lars Jørgensen fortalte i et interview for nylig, at han var bange for, at der bliver udviklet en "semi-taberkultur", hvor spillerne ikke giver deres yderste.

"Vi vinder jo alt på ungdomssiden, og har set herrerne levere fantastiske resultater i nyere tid. Vores store talenter spiller i de største klubber. Jeg kan ikke se den taberkultur, han taler om," forklarer Nyegaard.