Håndbold

AKG-træner jubler over nemme mål

AG København har sat kursen direkte mod avancement fra gruppespillet i Champions League efter tre sejre af tre mulige.

Søndagens 31-29-sejr over franske Montpellier og verdensstjernen Nikola Karatic blev vundet på en overbevisende første halvleg.

"Vi spillede en god kamp i en fantastisk ramme i hallen. Forsvarsspillet var ekstremt godt, og vi kom frem til mange nemme kontramål, fortæller Magnus Andersson, træner i AG København.

Bedste forsvar

Det kan den svenske målmand Steinar Ege godt skrive under på.

"Det er nok det bedste forsvar, man nogensinde har set på dansk jord," siger Steinar Ege og retter sig selv.

"Nej, på skandinavisk jord," lyder det fra målmanden, som i de sidste minutter havde to vigtige redninger inde på stregen.

Forspringet forsvandt

Danskerne var foran med ni mål ved pausen, men i anden halvleg gik noget af pusten af Magnus Anderssons spillere. Ifølge træneren var der dog også flere tvivlsomme dommerkendelser.

"Jeg synes, dommerne var lidt imod os nogle gange i anden halvleg. Der var nogle udvisninger og straffekast, men man er jo meget farvet, når man står på sidelinjen, konstaterer Magnus Andersson.

Han kan nu se sit hold ligge i toppen af sin Champions League-gruppe. Det får dog ikke Andersson til at hoppe op af stolen.

"Nu skal vi fejre det lidt i aften, og så arbejder vi hårdt igen fra i morgen. Jeg lever i nuet og tager en kamp ad gangen," siger Magnus Andersson.