Håndbold

AGK-keeper overvejer EM-afbud

AG Københavns målmand Steinar Ege har endnu ikke besluttet sig for, om han spiller EM i Serbien i januar.

Den 39-årige keeper har foreløbigt meldt fra til næste uges træningskampe mod Makedonien, Litauen og Portugal, men en endelig EM-beslutning træffer han først i november eller december.

"EM kommer an på tre parametre: Familien, kroppen, og om jeg er god nok," siger Ege til VG.

Landholdstræner Robert Hedin, som også skal stå i spidsen for Aalborg Håndbold fremover, har dog ikke opgivet håbet om Ege på mål, når EM spilles i Serbien i januar.

"Vi er blevet enige om, at se situationen an foreløbigt. Men som jeg tolker det, har han ikke endelig bestemt sig for om han spiller for landsholdet," siger Hedin.