Håndbold

Nyegaard om SK Aarhus: Useriøst

Pengekassen i SK Aarhus er tom, og håndboldligaklubben lukker nu med øjeblikkelig virkning.

Spillerforeningen er rasende over lukningen - og det forstår TV 2 Sportens håndboldekspert, Bent Nyegaard, godt.

Så sent som i sommer gennemførte klubben nemlig en spareplan og lovede bagefter spillerne, at der nu var penge til at spille frem til sommeren 2012.

Trist for håndbolden

"Der var et meget klart signal om, at nu var der skåret ind til benet, og man var kommet af med de løntunge spillere. Så nu var der dækning for sæsonen 2011/2012. Og når vi så ikke engang når til årskiftet, synes jeg godt nok, det lyder lidt useriøst. Det må jeg sige," siger Bent Nyegaard.

Han ærgrer sig meget over, at den århusianske håndboldklub nu er lukket.

"Jeg er trist. Det er trist for Aarhus og for spillerne, men det er også trist for dansk kvindehåndbold. Det er bestemt ikke det, vi har brug for i en periode, hvor der er rigtig meget tryk på for igen at skabe noget indenfor kvindehåndbolden," siger Bent Nyegaard til sporten.tv2.dk

"Men først og fremmest er det trist for de mennesker, der nu mister deres job," siger TV 2 Sportens ekspert.