Håndbold

Rigmand vil redde SK Aarhus

Tårene trillede og fortvivlelsen var stor, da liga-klubben SK Aarhus mandag meddelte, at kisten var tom, og en konkurs var eneste mulighed.

Men nu kan klubben igen skimte lys for enden af tunellen. Rigmanden Claus Hommelhoff, der også er formand for Bakken Bears, har nemlig smidt en redningskrans ud i 11. time.

"Det er fantastisk, men redningen er ikke på plads. Det betyder, at vi venter til på fredag, hvor vi har sat en ny deadline for en løsning," siger formand Erik Hedegaard til sporten.tv2.dk.

Synd for pigerne

Selvom der altså er en yderst glædelig nyhed, så er Erik Hedegaard ked af, at det skulle gå så vidt.

"Jeg har det lidt dårligt over, at vi skal lade pigerne og de ansatte gå gennem det her," siger han, og understeger at muligheden for en redning kommer helt bag på ham.

"Havde du spurgt mig til en eventuel redning i mandags, havde jeg sagt, du var en tosse," siger Erik Hedegaard.

Der bliver dog ikke tale om, at Claus Hommelhoff går ind og dækker alle problemerne. Han vil trække på sit nerværk, og det betyder altså i første omgang, at konkursen i SK Aarhus er udsat til fredag.