Nægtede at spille for Pytlick - nu er stridsøksen begravet

- Jeg kan ikke se, at det nogensinde bliver godt igen under den her trænerkonstellation. Det er for voldsomt, det, der er sket, til at jeg kan lukke øjnene.

Sådan lød de hårde ord fra Louise Svalastog, efter at landstræner Jan Pytlick havde vraget håndboldspilleren til OL i London i 2012 på grund af en skade, som Svalastog ikke selv mente, hun havde.

Men onsdag blev det så en realitet, at København Håndbold-spilleren får en ny chance i rødt og hvidt til en stor slutrunde.

Jan Pytlick – selvsamme mand, som hun i 2012 ”ikke kan se i øjnene” – udtog nemlig Svalastog som erstatning for den skadede Marianne Bonde, og dermed går turen nu til EM i Ungarn og Kroatien, der for Danmarks vedkommende begynder på søndag med kampen mod Ukraine.

Og før afgang lover Louise Svalastog, at stridsøksen er blevet begravet mellem de to parter, hvis forhold altså blev knust for lidt over to år siden.

- Der er jo ingen af os, hverken Jan eller jeg, som kunne finde på at gå ind i det her, hvis vi havde noget som helst issues i forhold til det, der skete i London, så jeg har heller ikke tænkt mig at bruge et sekund mere på at snakke om det, der skete i London, siger Louise Svalastog til TV 2 Sporten efter sin udtagelse.

I stedet glæder hun sig blot over at være tilbage – og slår fast, at hun er klar til at bidrage til dansk succes.

- Det er faktisk rigtig, rigtig, rigtig dejligt at være tilbage. Jeg glæder mig helt vildt meget.

- Jeg kan komme med min rutine, en masse gejst, glæde og styring. Jeg kender rigtig mange af de her piger, så det er også noget af det, der gør mig tryg.

- Det, jeg kan, er at fighte og give alt, hvad jeg har, og så håber jeg, at jeg med min rutine kan være med til at gøre det rigtig godt, siger hun.

Du kan se TV 2 Sportens interview med en knust Louise Svalastog efter OL-vragningen herunder:

Se EM på TV 2

TV 2 sender alle Danmarks kampe direkte, når de danske håndboldkvinder i december er med til EM i Ungarn og Kroatien. 

Vært Stine Bjerre Jørgensen styrer TV 2's EM-studie og får eksperterne Trine Nielsen og Peter Bruun Jørgensen ved sin side, mens kommentator Thomas Kristensen og ekspert Bent Nyegaard sidder bag mikrofonerne.

Danmark er endt i gruppe B sammen med Norge, Rumænien og Ukraine og spiller sine indledende kampe i Debrecen i Ungarn. 

Første kamp er den 7. december mod Ukraine.