Norsk guld-stjerne på vej til Viborg HK

16x9
Viborg HK forhandler med den norske stjernespiller Camilla Herrem, erfarer TV 2 SPORT Foto: Scanpix

Viborgs danske håndboldmestre er ved at sikre sig en solid afløser for den danske landsholdsfløj Maria Fisker, der til sommer flytter til Rumænien.

TV 2 SPORT erfarer fra flere kilder, at Viborg er i tætte forhandlinger med den norske venstrefløj Camilla Herrem, der har vundet både EM-, VM- og OL-guld med det norske landshold - senest EM-guldet i december.

28-årige Herrem forlod i sommer for første gang Norge for at prøve sig af i udlandet og spiller i denne sæson for det rumænske storhold Baia Mare. 

Hun har dog haft svært ved at falde til i Rumænien, fortalte nordmanden selv i et interview med Verdens Gang i oktober og slog dengang fast, at hun næppe bliver i Baia Mare længere end til sommer. 

Samtidig fortalte Viborg HK-direktør Nikolai Horup forleden til TV Midtvest, at klubben er tæt på at hente en landsholdsspiller, der "ikke synes, det er sjovt at spille i Østeuropa, men hellere vil spille i trygge Danmark".

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger skulle det være netop Camilla Herrem, Viborg-direktøren dengang hentydede til. 

Flirten med den norske stjerne sker samtidig med, at Viborg lige nu kæmper med store, økonomiske problemer. I bedste fald kommer klubben ud af denne sæson med et underskud på 2,5 millioner kroner - i værste fald et minus på 6,5 millioner. Og klubbens egenkapital er kun på fem millioner..

Fra næste sæson falder Viborgs månedlige lønudskrivninger dog markant, når velbetalte, udenlandske stjerner som Sanja Damnjanovic, Isabelle Gullden og Chana Masson og de danske landsholdsspillere Maria Fisker og Mette Gravholt alle forlader Viborg. For indtil videre har klubben kun præsenteret én ny spiller - nemlig playmaker Line Uno fra SK Aarhus. 

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger har Viborg dog også allerede lavet en aftale med Silkeborg-Voel-spilleren Simone Böhme fra næste sæson, men både Uno og Böhme er spillere, der løber markant længere på en krone end dem, som forlader Viborg til sommer.

Spørgsmålet er, om Camilla Herrem, der har vundet tre EM-guld, et VM-guld og et OL med Norge siden sin slutrundedebut i 2008, også vil acceptere en lønnedgang for at slippe væk fra sin rumænske klub.

Viborg HK har ikke ønsket at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger om Camilla Herrem, og det er ikke lykkedes at få en kommentar fra nordmanden selv.