VM håndbold

Pytlicks nøgle til VM-succes: Opgør med egoismen

Fornyet fokus på sammenhold er afgørende for dansk VM-succes, mener tidligere landstræner

Af Anders Bo Rasmussen

En solrig sydfynsk tirsdag, den 10. juni 2014, tog Jan Pytlick det danske damelandshold med ud på færgen M/F Højestene i Svendborgsund. Turen var en del af en stort anlagt plan, som skulle sikre succes ved VM i 2015. Fælleskab skulle erstatte råddenskab. Hvis Danmark ikke spillede som et hold, fightede som et hold, og fungerede som et hold, så kunne drømmen om VM-medaljer foran et entusiastisk rødt-hvidt publikum aldrig realiseres. Spillere og trænere skulle ud af deres komfortzone og derved udvikle sig, mente landstræneren.

Af samme grund kravlede Danmarks bedste kvindelige håndboldspillere og ledere denne dag rundt på toppen af en sydfynsk færge iført våddragter, mens nysgerrige passagerer, som måtte vente 40 minutter på at få spillerne ud over kanten, kiggede med fra dækket.

 - Man skal derud, hvor der er langt ned, og man ikke kan se bunden. Helt derud, hvor man ikke ved, om man magter det, forklarede Pytlick.

- Men det er lige så vigtigt, at man så efterfølgende kommer tilbage på fast grund og får arbejdet med de tillærte ting. Alt for mange mennesker, og alt for mange spillere, svømmer rundt uden for komfortzonen hele tiden, og det giver stress og problemer.

At kunne håndtere ubehag og forandring var, set med landstrænerens øjne, i særdeleshed vigtigt for håndboldspillere på højeste niveau. Under mesterskaber opstod der altid situationer, hvor spillerne kom ud på kanten, og træneren måtte agere sikkerhedsnet. Men hvis der kunne rykkes en smule ved kanten, så spilleren kom til at balancere succesfuldt, var det en god investering både sportsligt og menneskeligt. I en årrække havde Jan Pytlick derfor forsøgt at udfordre sine spillere og samtidig få dem til at rykke en smule tættere sammen.

- Når man er en gruppe med opgaver foran sig, er det vigtigt at finde ud af, hvem der har hvilke kompetencer, og hvem der tør tage ansvar i forskellige situationer. Det er også vigtigt at kunne sige fra. Jeg synes personligt, at det er sejt at stille sig frem og erkende, at der er noget, man ikke kan, og så byde ind med andre ting. Det er også sådan, baseret på folks kompetencer, at man opbygger et håndboldhold, lød det fra Pytlick.

Men først måtte landstræneren, ud fra mantraet 'stærke ledere går forrest' selv smage på Svendborgsund. TV 2 Sport fangede landstrænerens "Geronimooo" på vej mod vandoverfladen efterfulgt af et "fuck, hvor var der langt ned," da han begyndte svømmeturen mod land. En grænseoverskridende aktivitet med en dybere mening.

- Jeg ønsker først og fremmest, at der er en fælles historie, man kan snakke om, når nu vi er så meget samlet, som vi er, sagde Jan Pytlick dengang og tilføjede: "Og et eller andet sted er det da også sjovt at arbejde med en gruppe, som også kommer derud. Fordi det kommer vi også engang i mellem, når vi spiller håndbold … Det der med at prøve nogle grænser af. Hvor man står i situationen og tænker "Puha, det kan jeg ikke det her." Sådan står man jo også i finaler, men når man først kaster sig ud i det, så kan man jo godt.

Landstrænerens beslutning om teambuilding blev på dagen bakket op af spillere som Louise Burgaard og Kristina Kristiansen.

- Det kan man faktisk bruge helt vildt meget. Det giver jo virkelig meget selvtillid, at man har overvundet sig selv, sagde Burgaard, mens Kristiansen supplerede: »Det var hårdt, og jeg er heller ikke så god til at svømme, men jeg overlevede, og nuer jeg her. Det er jeg meget glad for.

- Arbejdet med teambuilding er noget af det, der har været med til at rykke vores hold, forklarede Jan Pytlick senere.

VindermodPå mange måder var weekenden på Sydfyn et pusterum, hvor spillerne, som ellers kontrollerede deres kost, træning, hvile og fritid benhårdt, endelig kunne tænke på andet end håndbold – måske endda udvikle sider af sig selv i retning af "det helemenneske", som Jan Pytlick var varm fortaler for.

- Spillerne er så seriøse hver dag. De vejer hele tiden, hvad de putter i munden, og hvad de drikker. Allerede fra de er 15 år gamle, går de stort set ikke i byen, fordi de vil være landsholdsspillere. Sådan noget bliver jeg ked af. Jeg synes ikke, atman skal vælte rundt i spiritus, men jeg synes, at det er vigtigt, at man som ungt menneske får tid, hvor man er sammen med sine venner uden for håndbolden, og man får noget andet indhold i livet. Have noget at være fælles om. Man skal være et helt menneske og finde en balance.

Weekenden på Sydfyn var et bevidst forsøg på at kombinere seriøsitet med sjov forud for EM-slutrunden i december 2014, og for at fastholde landsholdsspillerne i den positive stemning fik Jan Pytlick fremstillet en mønt. En mønt, som skulle minde om udspringet fra færgen, men som også skulle minde spillerne om det danskelandsholds værdier.

Mønten var lys og guldskinnende med et fyrtårn på forsidens øverste halvdel og funklende blå med en færge på nederste halvdel.

- Færgen skulle symbolisere, at vi alle sammen var i samme båd, husker Pytlick.

- Alle skulle sørge for, at vi styrede i den rigtige retning.

Over fyrtårnet stod ordene "Vindermod, respekt, fighterhjerte". På den sorte bagside uden motiv stod der med guldskrift "ubehaget" som en påmindelse om de udfordringer, holdet havde overvundet på vej mod EM. Møntens bagside var omkranset af ordene "accept, tilbage til nuet, træf et aktivt valg, villighed".

Sammen med Ulrik Kirkely havde Jan Pytlick gjort det klart for spillerne, at skulle man have et stærkt hold, som fungerede på og uden for banen, så skulle man også have kulturen og ikke mindst værdierne på plads. Værdier, som det var nødvendigt at efterleve, hvis holdet skulle nå målet om medaljer halvandet år senere ved VM på hjemmebane.

Året forinden ved VM i Serbien havde Pytlicks landshold vundet bronze, det bedste resultat siden OL-guldet og EM-sølvet i 2004, men alligevel lurede uroen under overfladen. Det fællesskab som havde kendetegnet succesholdene et årti tidligere virkede langt væk, da en af Jan Pytlicks profiler i VM-startformationen satte sig til at græde på bænken under bronzekampen, fordi hun ikke kom på banen igen.

- Den slags råddenskab i forhold til vores holdkultur, må jeg tage ansvaret for, men de konflikter der ulmede under mesterskabet gjorde, at vi holdt mange møder, fortalte Pytlick.

Den slags råddenskab i forhold til vores holdkultur, må jeg tage ansvaret for, men de konflikter der ulmede under mesterskabet gjorde, at vi holdt mange møder 

Jan Pytlick.

Det stod klart for landstræneren, at der var sket et skifte iblandt Danmarks bedste håndboldsspillere, og for den sags skyld bedste trænere, på både klub- og landsholdsplan.

Ingen over holdetFør Jan Pytlick blev landstræner i 1998 formedes hans håndboldfilosofi på Sydøstfyn, hvor han førte GOG's herrer og damer frem til talrige titler med et fundament baseret på hård træning, fællesskab og fest.

- I GOG var der ikke penge i det. Gitte Sunesen og Yvette Schandorff fik dengang 35.000 kroner om året for at køre fire gange om unge fra Vejle til Gudme. Tilsammen, huskede Pytlick.

- De ofrede alt dengang, det gør de også i dag, men nu får de penge for det. Jeg kunne egentlig godt ønske mig lidt tilbage til den tid, hvor man virkelig skulle kæmpe sig vej frem for at komme op og tjene gode penge. I dag kommer de alt for nemt til det, forklarede Pytlick.

Derfor var det også en markant kilde til irritation fra landstrænerens perspektiv, at enkelte spillere ikke kunne glæde sig over holdets VM-succes i 2013, men i stedet tænkte mest på personlig spilletid.

- Det var egoisme af den slags, som spredte negativ energi og gav problemer for holdet, erindrede Pytlick.

Den nødvendige tålmodighed, viljen til langsigtet udvikling og troen fællesskabet var under pres. Selvom Marianne Bonde og Pernille Larsen var undtagelser, så virkede der længere mellem typer som Lene Rantala, der forud for EM-finalen i 2002 direkte bad Jan Pytlick om ikke at komme på banen. Karin Mortensen stod ifølge Rantala bedre.

- Jeg er klar hvis du siger til, men jeg bakker helt op om hende, lød det dengang fra Rantala. Et årti senere var tonen ændret.

Set fra Jan Pytlicks position var der sket et nærmest samfundsmæssigt skifte mod større individualisering, og det udfordrede sammenholdet på landsholdsniveau.

- Det er en lang proces at blive en god spiller, og det går ud over fællesskabet, fordi spillerne ikke har den tålmodighed der skal til. Rikke Poulsen er et godt eksempel. Hun er rigtig dygtig i dag, men i flere år kunne hun ikke forstå, at hun ikke kunne komme på landsholdet. Jeg mente, at hun var for ung, mens hun mente, at hun var klart den bedste. Forrige år, sagde hun til gengæld, at hun godt kunne se vigtigheden af, at give sig selv tid til at blive god.

Det var netop denne indstilling, et perspektiv der rakte ud over det individuelle, som Jan Pytlick forsøgte at fremelske fra toppen af M/F Højestene denne sommerdag. 

- De sidste, der sprang i vandet fra færgen, svømmede vel 900 meter ind til Skarø, hvor beboerne stod og klappede. På øen havde jeg arrangeret, at danmarksmesteren i rejepilning kom forbi, og så dystede spillerne mod hende. Og så havde vi noget guitarspil ud på aftenen, hvor vi sad omkring lejrbålet og fik noget at drikke. Det var en perfekt start på hele processen med at få bygget holdet op.

Værdier under presSeks måneder senere stod en Jan Pytlick ved EM i Ungarn. Forud for mesterskabet havde Danmark vundet to Golden League-stævner, besejret Norges OL-vindere og Brasiliens verdensmestre, så optimisme på Danmarks vegne virkede umiddelbart berettiget. Men succesen i EM-optakten havde kostet dyrt. Danmarks forsvarsprofil Marianne Bonde blev knæskadet i den sidste testkamp mod Frankrig og uheldet trak dybe spor. 

- Vi havde brugt to-tre år på at bygge forsvaret op omkring især Bonde og Pernille Holmsgaard, så da Bonde blev skadet, var det rigtig mange træningstimer, som blev revet væk. Herefter vidste vi godt, at det kunne blive ekstraordinært svært, forklarede Jan Pytlicks assistenttræner Ulrik Kirkely senere.

Arbejdet med at finde den rigtige afløser for Marianne Bonde kostede mange kræfter både indadtil og udadtil, og det var derfor en træt Jan Pytlick, som gik i seng fredag aften den 5. december. Landstræneren kæmpede sig denne uge igennem en  mediestorm, som han selv, og ikke mindst hans personlige værdisæt, havde bragt ham i.

- Det har været en hård start. Jeg ligger her i sengen klokken 22.53. Og jeg er bare træt, og så er turneringen ikke engang kommet i gang endnu. Det er en udfordring, underdrev Pytlick.

Årsagen til trætheden og uroen omkring holdet var landstrænerens valg af afløser for Marianne Bonde. Den danske landstræner havde taget kontakt til Rikke Skov onsdag den 3. december ved middagstid for at udtage Viborg-spilleren, men fik atvide, at hun skulle skannes dagen efter, da hun havde haft store problemer med et løberknæ ugen forinden.

- Jeg snakkede med sundhedsstaben og Ulrik Kirkely om det, og vi blev enige om, at vi ikke turde satse på, at hun kunne spille så mange kampe på få dage med den skadeshistorie, hun havde. Jeg snakkede derefter med Rikke Skov, og hun blev meget skuffet, sur og kort for hovedet. Det havde jeg selvfølgelig forståelse for. Man bliver altid skuffet i en sådan situation, men jeg havde truffet det valg, fordi jeg troede, at det var det bedste for holdet.

I stedet for Rikke Skov udtog landstræneren Louise Svalastog Spellerberg, og modtog en time senere en sms fra Viborg-spilleren, hvor Skov skrev, at hun ikke ønskede, at Pytlick udtalte sig til pressen om hendes skader.

- Det accepterede jeg selvfølgelig fuldt ud og sagde ikke noget i medierne. Og så gik Rikke Skov efterfølgende ud og sagde, at det måske var den dårligste mandskabsbehandling, hun nogensinde havde oplevet.

Da det danske landshold landede i Ungarn fredag, håbede Jan Pytlick at kunne lukke sagen ned ved at kalde journalisterne sammen og gøre det klart, at han ikke ønskede at udtale sig om Rikke Skov-sagen. Men Viborg-spilleren Maria Fisker holdt sig over for BT ikke tilbage:

- Det er dårlig stil af ham, at han ringer Rikke Skov op og siger, at hun skal med til EM, hvorefter han alligevel beslutter sig for at erstatte Marianne Bonde med Louise Svalastog. Jeg har ikke haft anledning til at fortælle Pytlick min mening. Men spørger han mig, vil jeg ikke lægge fingre imellem. Jeg kan ikke forestille mig, at Pytlick kan regne med Rikke Skov en eventuel anden gang.

Udtalelsen vakte ikke ligefrem jubel hos Jan Pytlick to dage før EM-slutrundens begyndelse, så da han var på vej i seng fredag aften, forklarede han forløbet således:

- Fredag aften samlede jeg hele holdet og fortalte dem historien. Så håbede jeg egentlig, at vi fik lagt låg på den sag. Men det var klart, at det ikke var en super start på en turnering at bruge så meget energi på noget, som egentlig bare var mit valg.

Trods de mediemæssige bølger forud for EM troede Jan Pytlick dog stadig på et godt mesterskab, da han gik i seng fredag aften. Men sagen havde tydeligvis slidt på landstræneren, allerede før slutrunden gik i gang.

- Det har været nogle turbulente dage, og det er fandeme hårdt, når man ikke kan gå ud og forsvare sig, men i stedet fremstår som en, der ikke har styr på tingene. En af mine værdier er troværdighed, og det er en træners lod en gang imellem at tage nogle dispositioner uden at kunne forklare hvorfor over for omverdenen, da det vil ramme nogle spillere uden for gruppen. Det skal man ikke gøre, forklarede Pytlick.

- Så må man bare æde lorten selv. Og det tør da svagt antydes, at det har jeg måttet gøre denne gang.

Så må man bare æde lorten selv. Og det tør da svagt antydes, at det har jeg måttet gøre denne gang .

Jan Pytlick

Da mesterskabet endelig kom i gang i Ungarn virkede det indledningsvis til at Danmark kunne leve op til målsætningen om en podieplacering. Holdet havde, med Sandra Tofts ord, spillet "håndbold på niveau til den absolutte top op til slutrunden," og i første kamp besejrede Jan Pytlicks hold Ukraine med 32-23. Helt så overbevisende var Danmark til gengæld ikke i slutrundens anden kamp, hvor Susan Thorsgaards udlignende 29-29 scoring først faldt i næstsidste sekund, og et nederlag i tredje kamp mod Norge viste sig at få stor betydning.

- Efter gruppespillet havde vi kniven for struben, nu måtte vi tilbage til en kamp ad gangen, vi havde tre finaler, som skulle vindes, huskede Sandra Toft.

Første del af tretrinsraketten kom dog godt af sted. Danmark besejrede overbevisende Polen med 28-19 lørdag den 13. december, og da holdet to dage senere vandt 23-20 over værtsnationen Ungarn, beskrev Bent Nyegaard, som ellers ikke altid kastede om sig med håndboldroser, Jan Pytlick som "genial i sit syv modseks-spil" og tilføjede: "Hans taktiske oplæg var fænomenalt."

Kampen mod Spanien viste til gengæld den hårfine grænse mellem succes og fiasko. En sejr over Spanien ville sende Danmark i semfinalen. Et nederlag ville sende holdet hjem. Og denne onsdag aften i Debrecen kom det danske landshold aldrig i gang. Stine Jørgensen, som måtte melde fra med en skulderskade,efterlod et hul i angrebet, som viste sig umuligt at udfylde.

Spaniens scoring til 22-16 med et kvarter tilbage fik TV 2-kommentator Thomas Kristensen til at udbryde:

- Vi skal godt tilbage i historiebøgerne for at finde et hold, som er faldet så meget sammen i en afgørende kamp som Danmark.

Godt et kvarter senere kastede de spanske piger sig om halsen på hinanden i visheden om, at de havde sikret sig en semifinaleplads med en sejr på 29-22. Danmark sluttede som nummer otte ved EM. Få minutter efter kampen stod Jan Pytlick sammen med TV 2 Sportens reporter og blev spurgt til Danmarks skadesproblemer.

- Fortryder du, at du ikke kaldte en ekstra venstre back, som Rikke Skov, herned? spurgte TV 2 reporteren.

- Nej, det gør jeg ikke. Så havde jeg kaldt hende herned, lød svaret prompte fra Pytlick. Heller ikke i spillertruppen placeredes skylden for nederlaget på en manglende venstre back, da de gik skuffede i omklædningsrummet efter nederlaget.

- Jan sagde, at der ikke var andet for end at komme tilbage op på hesten op til VM på hjemmebane, huskede Sandra Toft.

- Vi spillede fremragende håndbold i 2014 lige indtil EM i Ungarn, men så underpræsterede vi spillere jo desværre.

EM var forbi, men slutrundens efterdønninger fortsatte. Seks dage efter nederlaget til Spanien modtog Jan Pytlick og Ulrik Kirkely en e-mail fra Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek.

»Evaluering,« stod der i emnelinjen.

- Som tidligere aftalt mødes vi den 27. december kl. 11.00 i Silkeborg … God jul til Jer alle.

Spillet uden for banenEfter to timers evalueringsmøde i Silkeborg blev Jan Pytlick sendt ind for at præsentere sine VM-forberedelsesplaner for klubberne. Landstræneren bad omat få otte ekstra dage i juli måned og fire ekstra dage i september måned. Til sin store glæde konstaterede Pytlick, at forslaget gik glat igennem, og dermed sikrede landsholdet væsentligt bedre forberedelsesmuligheder forud for VM på hjemmebane. 

Herefter gik mødedeltagerne ud for at overvære FC Midtjyllands 32-26-sejr over Team Tvis Holstebro i pokalfinalen, men for en gang skyld optog spillet på banen ikke Jan Pytlick så meget som spillet udenfor.

- Jeg kunne godt mærke, at stemningen var lidt speciel. Vores formand Per Berthelsen, som jeg ellers snakker rigtig godt med, talte stort set ikke til mig, huskede Pytlick.

På vej hjem over Lillebæltsbroen talte Ulrik Kirkely og Jan Pytlick derfor om oplevelserne i Silkeborg. De var begge enige om, at de ikke var kommet i bund med tingene ved evalueringsmødet, men samtidig havde Pytlick et klart billede af, at de selvfølgelig også var med, når de ramte VM i december i Danmark.

Det billede bestod dog kun, til trænerduoen omkring klokken 20 nåede den såkaldte faunapassage, som byder bilister velkommen til Svendborg.

- Lige da vi kørte under den berømte dyrebro, tikkede der en sms ind fra Morten Stig Christensen, hvor han skrev, at i forlængelse af evalueringsmødet, så så han gerne, at jeg mødte ind til et møde i Nyborg klokken 11.00. Jan Pytlick vendte sig mod Ulrik Kirkely og konstaterede: Vi er sgu fyret.

Et sidste budskabJan Pytlicks næsten 15 år som dansk landstræner sluttede kort før middagstid den 28. december, men den nu forhenværende landstræner havde bestemt sig for, at han gerne selv ville runde perioden af. Den fyrede fynbo, der modtog over 100 opkald på sin telefon om mandagen efter bruddet med Dansk Håndbold Forbund, greb derfor chancen for at afholde et sidste pressemøde, som farvel til de journalister, og alle de danskere som havde fulgt damelandsholdet under hans ledelse.

Der var til gengæld alt for mange tanker i baghovedet hos den dobbelte OL-guldvinder til at han kunne sove natten til den 30. december, så det var en træt tidligere landstræner, som næste morgen satte sig til morgenbordet med hustruen Berit.

- Børnene var af sted til stævne i Skjern og vi skulle lige til at spise morgenmad, da jeg kunne mærke, at proppen gik af flasken. Der var jeg virkelig, virkelig ramt på følelserne. Tårerne løb bare ned ad kinderne på mig, og da jeg kiggede over på Berit, så sad hun også og græd. Der ramte det os, at nu var det slut. Alt det, vi og børnene havde været igennem, alt det, der havde stået i pressen, og hele det pres, der var ved et mesterskab, var også slut. Det var voldsomt.

Kort efter kørte Jan og Berit Pytlick til pressemøde i Odense. Den nu forhenværende landstræner havde nogle vigtige budskaber, han gerne ville ud med.

- Jeg har haft en fuldstændig fantastisk tid i Dansk Håndbold Forbund," fastslog Pytlick. Men det danske kvindelandshold burde fremover prioriteres højere.

- Norge er samlet over 85 dage om året, hvor vi andre kun er samlet omkring 60. Og det er for lidt, hvis vi skal konkurrere med de bedste, lød det fra Jan Pytlick.

-  Vi har for dårlige vilkår. Og det er jo ikke kun Dansk Håndbold Forbund. Det er lige så meget klubberne … Jeg er bekymret for den slitage, der er på spillerne … Pas nu på de spillere. Politikere, vågn op og skab rammerne. Og til klubberne: Skab rammer, så spillerne kan præstere både på klub- og landsholdsniveau.

Ligesom det havde været det ombord på M/F Højestene, var budskabet denne dag simpelt:

- Vi skal eddermame sørge for at stå sammen.