VM håndbold

Kæmpe VM-skandale - Sydkorea snydt for afgørende mål

Sydkorea får ikke mål mod Frankrig. TV 2 SPORT / TV 2 SPORT

Sydkorea blev snydt for mål i uafgjort kamp mod Frankrig i kamp, der desuden fik en 'fuldstændig vanvittig afslutning'

Se VM i håndbold på TV 2 PLAY

Der var ikke det store brok fra sydkoreanerne lige i situationen. Men det burde der nok have været.

For hvis den scoring var blevet anerkendt, som den burde have været, ville sydkoreanerne have stået med et point mere på kontoen efter kampen mod Frankrig, som officielt endte 22-22. Men der burde have stået 23-22 til Sydkorea, der åbnede VM med at spille uafgjort mod verdensmestrene fra Brasilien.

Ved stillingen 6-6 afsluttede Sydkorea på undersiden af overliggeren, så bolden sprang ned omkring målstregen od op igen. 

Måldommeren så umiddelbart ud til at ville dømme mål, og Frankrigs spillere var på vej op for at give bolden op ved midterlinjen - men dommerne besluttede at få efterprøvet situationen af den danske videodommer Bjarne Munk bag dommerbordet. Og han viftede afværgende med armene, og derfor forblev stillingen 6-6.

- Det ligner ellers temmelig klart et mål for Korea, kommenterede TV 2 SPORT’s Ulrik Jönsson undrende efter at have set den langsomme gengivelse. Og det viser denne video da også ganske tydeligt:

En meget dårlig beslutning af dommerne og videodommeren, men det var ikke den eneste dårlige kamp præget af mange fejl fra både dommere og spillere.

Alene kampens afslutning blev en opvisning i dårlige beslutninger fra spillernes side.

Sydkorea var gået fra 17-21 til 22-21, før Frankrig med tre og et halv minut tilbage fik udlignet til 22-22 i den spændende og groteske kamp. Men derfra gik der nerver i den.

Intet hold fik scoret mere, og især de sidste 39 sekunder efter kampens sidste timeout blev fejlramte.

Sydkorea smed hurtigt bolden i armene på Frankrig, der med et halvt minut igen glemte at slå bolden i jorden og køre et sikkert overtalsangreb, men besluttede at køre et kontraangreb.

Her lavede Frankrigs Siraba Dembele en gribefejl i helt fri position og gav Sydkorea bolden på hænderne.

Så satsede sydkoreanerne på et kontraangreb og så ud til at smide bolden direkte ud over sidelinjen - men Frankrigs keeper havde tilsyneladende haft fingrene på, så Sydkorea igen fik bolden med 17 sekunder tilbage. Og samtidig fik Frankrig en udvisning, som ingen tilsyneladende kunne forklare.

Men de dårlige beslutninger fortsatte.

Sydkorea skyndte sig at afslutte presset fra højre fløj, så Frankrig fik bolden med 12 sekunder igen og kunne køre et kontraangreb.

Og, suk, her besluttede Chloe Bulleux at afslutte presset fra 14 meter med ni sekunder igen, i stedet for at spille en af to fri medspillere.

- Det er kampen, der ikke vil have en vinder, kommenterede Ulrik Jönsson meget nøgternt, inden Sydkorea fik en sidste chance for en afslutning, men ikke nåede at spille sig til en reel mulighed.

- Fuldstændig vanvittige 40 sekunder, lød det fra Jönsson.

Og så endte det med flere grædefærdige spillere, der tilsyneladende havde svært ved at forstå, hvad der skete. Sådan må mange have det efter både den afslutning og den forkerte beslutning ved 6-6.