VM håndbold

Historisk dårlig ungarsk optakt til mødet med Danmark

Med en historisk dårlig præstation mod Montenegro, fik Ungarn den værst tænkelige optakt til aftenens kamp mod Danmark.

Se Ungarn få ørerne i den Montenegrinske håndbold-maskine i videoen ovenfor

Montenegro tildelte tirsdag aften Ungarn en lussing af historiske dimensioner. 

Aldrig før havde Ungarn tabt en VM-kamp med mere end 14 mål, før Bulatovic, Jaukovic og de øvrige montenegrinere med 32-15 slettede den hidtidige rekord og udbyggede den historisk dårlige målforskel i et nederlag til minus 17.

Nederlaget var samtidig det første i 10 kampe for Ungarn, der før kampen mod Montenegro ikke havde tabt i næsten et år, siden de ved EM tabte med 25-26 til Frankrig.

Efter nederlaget var den ungarske landstræner András Németh også alt andet end tilfreds med sit hold:

- Ikke én enkelt spillers præstation nåede det ønskede niveau. Ingen spillede, som vi havde aftalt inden kampen. Vi var bange og svage - alle ventede på en anden tog ansvar, sagde Németh efter kampen til ungarsk tv.

András Németh rettede hurtigt fokus frem på kampen mod Danmark.

- Efter en svag første halvleg håbede jeg, at den anden vil være bedre, men det skete slet ikke. Mod Danmark bliver det nødvendigt, så der skal vi spille smartere, sagde cheftræneren.

Værd at vide om Ungarn før VM-mødet med Danmark i Boxen:

Bedste resultat ved VM: Guld i 1965 – har også vundet fire gange VM-sølv og bronze fire gange

Hold øje med: Playmaker Anita Görbicz, skytten Zsuzsanna Tomori og keeper Eva Kiss 

Aktuel VM-topscorer: Zsuzsanna Tomori med 17 mål i de tre første kampe

Statistik mod Danmark: 44 indbyrdes opgør – som Danmark kun har vundet 19 af mod Ungarns 23. Seneste opgør var ved EM sidste år, hvor Danmark – i Ungarn – vandt 23-20.

Danmark og Ungarn spiller klokken 20.45 i Boxen. Følg kampen i vores liveblog på vm.tv2.dk, hvor du også kan stille spørgsmål til vores eksperter i VM-studiet.