Mulle ’pumpet for selvtillid’
Kristina Kristiansen virkede pumpet for selvtillid, mente Tv 2's håndboldkespert efter interview med en kortfattet playmaker
Se VM i håndbold på TV 2 PLAY.
Det var en meget kortfattet Kristina ’Mulle’ Kristiansen, der måtte erkende, at det stadig ikke kører for hende ved denne VM-slutrunde.
- Jeg fik ikke skudt og spillede som i de andre kampe, sagde hun og virkede helt nede i kulkælderen og kunne ikke selv svare på, hvordan hun skulle komme ovenpå.
- Det er et godt spørgsmål. Jeg må bare gribe chancen noget mere, når jeg er inde, lød det til TV 2 SPORT efter 21-23nederlaget til Montenegro i Boxen i Herning i den sidste gruppekamp.
- Jeg tror, det er første gang, jeg har set ’Mulle’ være så ramt. Det virker som om, hun er fuldstændig pumpet for selvtillid. Hun siger det også selv. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre ved det, lød det efterfølgende fra TV 2’s håndboldekspert Trine Nielsen i VM-studiet.
Kristina Kristiansen kunne dog se forbedring i det danske spil i forhold til nederlaget mod Ungarn i onsdags.
- Vi spillede bedre i dag. Det er træls at tabe, men så må vi bare vinde på søndag. Vi laver ikke så mange fejl og scorer på vores chancer, sagde playmakeren, der ikke kom på måltavlen mod Montenegro og blot er noteret for 11 mål i fem VM-kampe.
Hendes næste chance for at komme i gang er mod Sverige i ottendedelsfinalen på søndag. Og hendes vurdering af den kamp var nogenlunde lige så kortfattet som de øvrige
- Fint nok, så må vi vinde over dem.
Og det er jo fuldstændig korrekt!