VM håndbold

Nyegaards karakterbog: Mageløse Anne Mette

TV 2’s ekspertkommentator giver landsholdets yngste topkarakter, mens to spillere dumper i nederlaget til Montenegro

Se VM i håndbold på TV 2 PLAY

En ny stjerne kan være født.

Anne Mette Hansen var Danmarks eneste våben i store del af VM-kampen mod Montenegro. Men hvilket våben. 

Landsholdets yngste spiller spillede sit livs landskamp i nummer 16 af slagsen, og det udløser en topkarakter i Bent Nyegaards karakterbog trods 21-23-nederlaget til Montenegro. 

VM15: Karakterskalaen

5: Høj klasse - 4: Klasse - 3: Middel - 2: Under middel - 1: Dumpet

Se alle Nyegaards karakterer og kommentarer nedenfor. (UB=Udenfor Bedømmelse)

Nygaards karakterbog: Danmark-Montenegro

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • 1. Sandra Toft

    Hun var igen god på nærskuddene, men i mange situationer var hun prisgivet, fordi forsvaret ikke hang sammen.

    3
  • 20. Rikke Poulsen

    Kom kun ind på et straffe – som hun ikke snuppede.

    UB
  • 2. Rikke Skov

    Igen havde hun store problemer forsvarsmæssigt og blev hurtigt pillet ud. Til gengæld rejste hun sig i anden halvleg – ikke alene forsvarsmæssigt (hvor hun stadigvæk havde problemer), men kontrafasen fik hun især mod slutningen af kampen rigtig godt styr på.

    2
  • 4. Anna Sophie Okkels

    Så banen i 10 sekunder, inden hun fik en udvisning. Kom aldrig ind igen.

    UB
  • 6. Anne Mette Pedersen

    Det blev aldrig hendes aften. Hun fightede som altid som en bersærk, men kvaliteten på afslutningerne var mangelfuld. Hun havde tre frie chancer og brændte dem alle.

    1
  • 7. Maria Fisker

    God energi, god fight og var ikke bange for at involvere sig. Som kampen blev ældre, fik hun både scoret fra fløjen og stregen.

    3
  • 8. Anne Mette Hansen

    Kampens spiller

    En formidabel indsats af landsholdets yngste og mest urutinerede spiller. I perioder var hun en enmandshær i den her kamp. Hun lavede fejl i både forsvar og angreb, men føj for pokker hvor lavede hun også mange gode ting – både skudmæssigt og ikke mindst som assistspiller. Jeg vil ikke overdrive noget, men en stjerne kan – måske – være født. Mageløs præstation, Anne Mette.

    5
  • 11. Mette Gravholt

    Hun havde det svært, for hun var pakket ind i adskillige montenegrinske sandwicher i det meste af kampen. Alligevel kom hun til enkelte afslutninger, og så lærte vi endnu engang, at hun helst skal nå ud, inden Danmark skal forsvare.

    3
  • 15. Pernille Holmsgaard

    Danmarks bedste forsvarsspiller. Hun var som de fleste andre i vanskeligheder nogle gange, men hun er den, der skaber balancen i det danske forsvar.

    4
  • 17. Stine Bodholt Nielsen

    Fik 10 minutter i forsvaret og var med til at holde Montenegro på blot tre scoringer i slutningen af kampen. Hun leverede udmærket på trods af den korte tid, hun fik i en svær periode af kampen, hvor der ikke var råd til fejl.

    3
  • 19. Line Jørgensen

    Blev sparet på grund af et hævet knæ og kom slet ikke i kamp.

    UB
  • 21. Kristina Kristiansen

    Holdets dynamo er blevet slukket. Kristina Kristiansen er ikke farlig, skød ikke en eneste gang og kan slet ikke finde sine rappe fødder lige nu. Klavs Bruun Jørgensen tog hurtigt konsekvensen i første halvleg og valgte Stine Jørgensen som playmaker. Kristiansen fik chancen fra anden halvlegs start igen, men fik aldrig sat sit præg på kampen.

    1
  • 23. Ann Grete Nørgaard

    Kom aldrig på banen.

    UB
  • 25. Trine Østergaard Jensen

    Hun spillede 40 minutter, men var ganske anonym. Brændte sin eneste afslutning.

    2
  • 27. Louise Burgaard

    Burgaard er nu med i VM. Endelig fik hun sit skud på plads, og fighterhjerte har hun hele tiden haft til overflod. Det var tydeligt, at hun manglede spilleminutter, for der var fejl både i forsvar og angreb.

    4
  • 28. Stine Jørgensen

    Hendes hovedopgave blev at styre det danske angrebsspil, da Klavs Bruun hurtigt valgte Kristina Kristiansen fra. Man kunne se, at det var uvant for FCM-spilleren, og så er hendes ellers i øvrigt gode skud forsvundet. Men der var tegn mod slutningen på, at Stine Jørgensen måske kan være en løsning på playmakerpladsen. 

    2
  • Klavs Bruun Jørgensen

    Jeg så en langt mere aktiv Klavs Bruun end i kampen mod Ungarn. Jeg glæder mig over, at han arbejdede allermest, da hans hold var på vej ned. Som kampen skred frem, fik han taget flere og flere rigtige beslutninger. Men han bør overveje at agere mere defensivt forsvarsmæssigt, når det hele er ved at falde fra hinanden, som det var tilfældet i kampens start.

    3