Nyegaards karakterbog: En hård og krank VM-skæbne

Mette Gravholt var ifølge Bent Nyegaard bedste dansker mod Rumænien

Se VM i håndbold på TV 2 SPORT

De danske håndboldkvinder får ingen medaljer med hjem fra VM. 

Efter et kæmpe drama og forlænget spilletid i Boxen tabte Danmark kvartfinalen til Rumænien med 30-31 og skal nu spille om placeringerne fra nummer fem til otte – og en plads i OL-kvalifikationen. 

- En heroisk indsats var ikke nok for Danmark, der led en hård og krank skæbne med et farvel til semifinalen i allersidste sekund, siger TV 2’s ekspertkommentator Bent Nyegaard. 

Han har som altid uddelt karakterer til de danske spillere og landstræneren efter kampen. Se alle karakterer og kommentarer nedenfor. (UB=udenfor bedømmelse)

Karakterskalaen

5: Høj klasse - 4: Klasse - 3: Middel - 2: Under middel - 1: Dumpet
Nygaards karakterbog: Danmark-Rumænien
Karakterskalaen
5
Høj klasse
4
Over middel
3
Middel
2
Under middel
1
Ikke godt
0
Direkte skidt
UB
Kan ikke vurderes
1. Sandra Toft
2
Redninger var en mangelvare. Sandra Toft kom aldrig ind i den her kamp, og Klavs Bruun burde måske have taget hende ud allerede i første halvleg i stedet for pausen.
20. Rikke Poulsen
4
Hun var også i vanskeligheder, men to helt formidable og helt afgørende redninger – først straffekastet fra Neagu efter tid, og så fulgte hun op med en kanonredning på en fuldstændig fri Nechita i den forlængede spilletid. Resten af kampen var kun til et 3-tal, men de to redninger trækker hende op.
2. Rikke Skov
3
Endnu engang fik Rikke Skov begrænset spilletid med kun et kvarter på banen – blandt andet i den sidste del af omkampen. Men heller ikke Skov kunne få forsvaret til at hænge ordentlig sammen.
4. Anna Sophie Okkels
UB
Kom ikke på banen.
6. Anne Mette Pedersen
UB
Kom ikke på banen.
7. Maria Fisker
4
Flot kamp af Maria Fisker, der virkelig gav prøver på sine mange kompetencer – både fra sin venstre fløj, men også med et fremragende landskudsmål, da Danmark var i undertal. Men hun var overmatchet i sin mandsopdækning af Neagu.
8. Anne Mette Hansen
4
En forrygende kamp i angrebet, hvor hun - igen, igen - viste, hvor meget hun er gået frem spillemæssigt ved det her mesterskab. Men hun har vedvarende problemer med for store bevægelser og skub, der koster udvisninger i forsvaret. 
11. Mette Gravholt
Kampens spiller
5
En topklasse-præstation af Gravholt. Hun scorede på alt, hvad hun fik, og hun skaffede også adskillige straffekast til Danmark.
15. Pernille Holmsgaard
4
Igen var Holmsgaard forsvarsmæssigt stærk. Hun kunne dog ikke hjælpe så meget til, at også de danske backs kunne føle noget mere tryghed – og så havde hun problemer med sine løb i kontrafasen.
17. Stine Bodholt Nielsen
3
Hun kæmpede som en bersærk i de evige slagsmål med rutinerede Manea på den rumænske streg og kom med mellemrum til kort.
19. Line Jørgensen
3
Fandt først sent i kampen kvaliteten i skuddene frem, og hun havde ind imellem problemer med de fodrappe og fintestærke rumænere.
21. Kristina Kristiansen
4
Spillede med meget stor sikkerhed, og så var hun fremragende på sit assistspil. Men hun var for lidt farlig selv, og derfor valgte Klavs Bruun NFH-spilleren fra, da kampen skulle afgøres.
23. Ann Grete Nørgaard
2
Det blev aldrig Ann Grete Nørgaards kamp, og hun fik kun kort tid på banen efter to afbrændere og en teknisk fejl i kampens begyndelse. 
25. Trine Østergaard Jensen
3
Der var fart og tempo over FCM-spilleren fra kampstart, og farten gav hende to gode chancer, som hun udnyttede. Forsvarsmæssigt havde hun visse problemerne i skiftene, hvor hun skulle have fat i Rumæniens Elisei. 
27. Louise Burgaard
UB
Spillede kun godt seks minutter. Var hun skadet?
28. Stine Jørgensen
3
Hun åbnede kampen svagt og havde problemer med at holde sin yderside i forsvaret – altså at lukke hullet mellem hende og fløjen. Og så kom hun skudmæssigt først i gang meget sent i kampen. Hun var lige ved at gentage sin succes fra Sverige-kampen med at score vigtige mål, da kampen skulle afgøres, men kunne ikke fuldføre det. 
Klavs Bruun
3
Han kæmpede fra start med sit offensive forsvar. I perioder så det godt ud, men der kom – som i de andre kampe – for store rum til, at især de danske backs kunne lukke dem. Han skulle have taget Sandra Toft ud tidligere i kampen, og måske havde det været en løsning at have givet Kristina Kristiansen lidt angrebsminutter i den forlængede spilletid, så Gravholt igen kunne komme i fokus. Som det udviklede sig, vil det også altid være et spørgsmål, om han undervejs skulle have valgt en anden end Maria Fisker til at mandsopdække Neagu.