Hr. Præsident, vi tror ikke på dig

Se TV 2 SPORT's interview med Hassan Moustafa på TV 2 PLAY

Hassan Moustafa elsker håndbold.

Det Internationale Håndbold Forbunds præsident har været egyptisk landsholdsspiller, dommer og træner. Jeg har fulgt ham ved utallige slutrunder, og han sidder altså ikke kun i VIP-logen til finalen.

Han har en lægeuddannelse i Kairo, men hans liv er blevet givet til håndbolden. Det er en vigtig pointe at minde om, når håndboldfolkets had til ham jævnligt blusser op. Senest et par gange under dette VM.

”Had” er et tarveligt og stort ord. En sårende sammensætning af to konsonanter og en vokal. Men det er ordet, som menigmand i håndboldverden sætter på deres forhold til præsidenten.

Sagen er bare, at menigmand og det politiske håndboldsystem er ham inderligt ligegyldigt. Han siger, at han vil høre alle, og det gør han måske også, men han reagerer ikke på det. Magten er hans. Ene og alene.

Det er ødelæggende for håndbolden, at der ikke findes demokrati i sportens verdensforbund. Dét ord, som vi hylder og lever vores liv efter. Demokrati. Det findes ikke i IHF. Ved forrige præsidentvalg satte generalsekretær Peter Mühlematter sig op imod Moustafa. Sjovt nok virkede hans mikrofon på talerstolen ikke, da han skulle levere sin valgtale. Før valget var Mühlematter en stor mand i IHF. Siden forsvandt han.

Resultatet var forudsigeligt. Ved det efterfølgende præsidentvalg for to år siden blev Hassan Moustafa genvalgt uden en modkandidat. Den 71-årige egypter sidder på magten i yderligere to år og intet indikerer, at han er på vej mod et otium. Heller ikke fysisk. Flere tidlige morgener under VM har mine kolleger mødt ham i Hotel Eydes fitnessrum.

Det bekymrende er, at alle ved, at Moustafa sidder, til han ikke gider mere. Han har sikret sig den totale magt i IHF, og ingen kan røre ham. I den forgangne uge rullede Politiken dygtigt den gamle historie om de mange små medlemslande frem. Om hvordan IHF-præsidenten har skabt håndboldforbund i lande, der aldrig har set et håndboldmål. Dermed sidder mikroputlande, vi ikke troede fandtes, i hans lomme, når der skal stemmes om blandt andet præsidentposten.

Selv siger Hassan Moustafa, at han tager de små lande med for at gøre nichesporten håndbold global. Jo flere lande, der har et håndboldforbund, jo mere håndbold bliver der spillet. Jeg er faktisk enig i argumentet, som jo er simpel matematik. Problemet for Hassan Moustafa er, at stort set ingen tror på hans – siger han selv - gode intentioner.

Han har intet gjort for at vinde tillid. Utallige grimme sager har klæbet til hans navn. Ting, der stinker fælt af magtmisbrug og privat, økonomisk vinding. Og så hjælper det ikke så meget, at han faktisk er en rar og imødekommende mand at tale med.

Derfor får han heller ingen kredit for det, han gør godt. For jo, Hassan Moustafa gør også gode ting for håndbolden. I sin 15 år lange regeringstid har han løftet forbundets økonomi betydeligt. VM-turneringerne er blevet større, flottere og mere professionelle. Det er forkert at påstå, at Hassan Moustafas arbejde kun er en skamplet på håndbolden.

Han roser ofte sig selv og sine præsident-bedrifter. Men, hr. Moustafa, vi tror ikke på dig.

Med hans styreform og forhold til demokrati har fodfolket i flere år talt om boykot og revolution. Det er en falliterklæring for en præsident, at hans håndboldfolk har det sådan med ham. Og det er KUN hans ansvar, at det er endt helt herude. Det lader bare slet ikke til at bide på ham.

Men drop alt snak om boykot. Manden fik 90 procent af stemmerne ved seneste præsidentvalg – uden modkandidat. Det lader til, at naturen bestemmer, hvornår Hassan Moustafa ikke længere skal være IHF-præsident.

I toppen af Dansk Håndbold Forbunds system er forholdet til Hassan Moustafa ganske godt. Jeg har derimod aldrig talt med en dansk spiller eller træner, der andet end foragter hans måde at drive sporten på.

Motiverne til det nære forhold fra DHF-formand Per Bertelsen, generalsekretær Morten Stig Christensen og sportschef Ulrik Wilbek til Hassan Moustafa er politiske. Anderledes kan det ikke være. De ved godt, at de ikke flytter noget ved at gå i opposition. Desuden ville Danmark ikke blive forkælet med indbringende VM-slutrunder som det igangværende mesterskab og Herre-VM i 2019, hvis Danmarks håndboldpolitikere sad i struben af Hassan Moustafa.

Men jeg håber inderligt, at det er disse tre danskere, der på de indre linjer udnytter, at Hassan Moustafa tydeligvis respekterer dem. For det gør han.

Det er ofte den gode ven, der åbner ens øjne, når man er på vildspor i livet. Jeg aner ikke, om præsidenten lytter til de tre danskere, men det er kun sådanne mennesker med håndbold i deres DNA, der kan flytte præsidenten. Derfor stiller jeg mig ikke op blandt dem, der kritiserer DHF for at have en god tone overfor præsidenten. Hvis altså, at danskerne bruger deres position rigtigt og ikke bare taler Hassan Moustafa efter munden.

Jeg trygler til, at det er folk som Bertelsen, Christensen og Wilbek, der til søndagens afsluttende banket forklarer Hassan Moustafa, at hans elskede IHF er en organisation fyldt med udfordringer. I regler og organisation.

Fredag var en skammens dag for håndbolden. Tænk, at vi stod ved et VM’s slutning og skulle afvikle en kamp (Danmark-Montenegro), hvor det ene hold SKULLE vinde og modstanderen SKULLE tabe. Et rendyrket mord på sjælen i al elitesport. Noget i Moustafas regneark for OL-kvalifikationen er gået galt.

Måske er det ikke ham, der lavet det. Men det er hans ansvar. Det er håbløst, ødelæggende og bidrager til opfattelsen af håndbold som en latterlig, uprofessionel sportsgren. Det er flot, at Cook Island har fået sig et forbund og måske en bøtte harpiks, men kunne man ikke tage toppen en smule alvorligt og lave retfærdige, gennemsigtige regler?

Til banketten må nogen også gerne forklare den modne egyptiske mand, at mænd ikke er mere værd end kvinder. At de bedste dommere fremdeles ikke tages med til VM for kvinder er udtryk for en respektløshed som ikke klæder et verdensforbund i et moderne samfund i 2015.