Håndbold

Dansk anfører i stor fare for at misse OL-kval

Line Jørgensens deltagelse i OL-kvalifikationen er stærkt tvivlsom. Kort før jul blev hun opereret i knæet og forventes ude i minimum tre måneder

Kvindelandsholdets anfører, Line Jørgensen, er yderst tvivlsom til OL-kvalifikationen på hjemmebane i marts.

I dagene op til jul blev bagspilleren opereret i knæet og forventes nu ude i tre til seks måneder.

Det er en bruskskade, der driller en af Danmarks vigtigste spillere. Samme skade holdt Line Jørgensen ude af kampen mod Rusland ved det netop overståede VM i Danmark.

Også i kampen mod Montenegro måtte Line Jørgensen sidde ude på grund af knæskaden.

Efter samtaler med både Team Danmarks lægestab, Line Jørgensens egen læge og hendes rumænske klub, CSM Bucuresti, valgte Line Jørgensen at få foretaget en operation med det samme.

Operationen forløb heldigvis planmæssigt, men det kræver altså en længere pause.

Danmark er i gruppe med Montenegro, Ungarn og Uruguay ved OL-kvalifikationen. Kampe der spilles fra den 18. til den 20. marts i Danmark.