EM håndbold

Mikkel Hansen: Holder ikke med så hårdt program

Mikkel Hansen er træt af et tætpakket kampprogram, som slider for hårdt på spillerne, der kæmper for at holde sig skadesfrie.

Med mere end 50 håndboldkampe om året i alle turneringer, kan det være svært at holde alle fitte hele tiden.

Det må Mikkel Hansen og det danske landshold konstatere, efter at have mistet forsvarsklippen René Toft Hansen til en knæskade få uger før EM.

Selvom René Tofts knæproblemer ikke kan kategoriseres som direkte slitage, så mener den danske håndboldstjerne alligevel, at man bør kigge på løsninger, der kan give spillerne bedre muligheder for at restituere mellem de mange minutter på halgulvet.

- Man må sætte sig sammen og finde ud af hvordan og hvorledes det skal skrues sammen. Det holder jo ikke, at vi spiller hele tiden, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

- På et eller andet tidspunkt må vi spillere sætte os ned og sige stop.

Ifølge landsholdsprofilen er det en tendens, at landsholdsspillere møder trætte og slidte op til slutrunder.

- Der er i hvert fald mange kampe, og der er vel flere skader end nogensinde. Jeg synes ofte, vi spiller slutrunder, hvor der mangler en to-tre profiler på grund af, at folk har skader.

- Det er da ærgerligt for publikum, at de ikke ser de bedste spillere hver gang, fordi der er nogle, som er for slidte, eller som har fået alvorlige skader, som vi så det med Rene Toft.

- Men lad os nu fokusere på, at vi skal have det bedste ud af det denne gang, og så må vi kigge på det efter.

Selv har bagspilleren ikke overvejet at takke nej til det danske landshold for at pleje kroppen og restituere.

- Det har jeg ikke endnu, men jeg synes heller ikke, at jeg føler mig gammel nok til det, lyder det fra en smilende Mikkel Hansen.