Håndbold

FCM’s danske mestre jagter stregprofil hos ligarivaler

En større kamp uden for banen er lige nu i gang om at få fat i de største profiler hos økonomisk trængte Team Tvis Holstebro

Rivalerne flokkes om Team Tvis Holstebros håndbolddamer som gribbe om en såret gazelle, efter vestjyderne har meddelt, at de skal spare omkring en million kroner til næste sæson.

Store navne som Silje Solberg, Nathalie Hagman, Jamina Roberts og Linn Blohm forlader sammen med den norske verdensmester Camilla Herrem og danske Lærke Møller med al sandsynlighed Holstebro til sommer, når deres kontrakter udløber.

Vestjyderne har ganske enkelt ikke pengene til at beholde dem. 

Derfor er de seks profiler lige nu ved at finde ud af, hvor de i stedet skal spille efter sommerferien.

Ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger er TTH's svenske landsholdsstreg Linn Blohm et meget varmt navn hos de danske mestre fra FC Midtjylland, der i de seneste sæsoner har haft Sabine Pedersen og Susan Thorsgaard på stregen.

Både Pedersen og Thorsgaard har kontraktudløb til sommer, og det er ikke meldt ud, om de bliver i klubben. Medmindre FCM har fundet guld i undergrunden ved arenaen i Ikast, får en af dem dog næppe forlænget, hvis Blohm kommer til.

Der er tæt på tavshed i FC Midtjylland, når der bliver spurgt til Linn Blohm.

- Ingen kommentar. Jeg kommenterer aldrig på, hvilke spillere vi måtte snakke med, siger sportschef Hans Peter Riis og understreger, at det ikke er afgjort, om klubben forlænger med Sabine Pedersen og Susan Thorsgaard eller ej.

Heller ikke Linn Blohms danske agent, Frank Henriksen, vil bekræfte interessen fra FCM. Men han erkender, at flere danske klubber er ude efter stregspilleren, der som såkaldt ”tovejsspiller” har en afgørende kvalitet, som mange klubber efterspørger: Hun kan være med både i forsvar og angreb.

- Der har været rigtig mange tilbud til Linn Blohm - både fra Frankrig og fra Balkan, og så er der også fire danske klubber, der har henvendt sig. Men du får ingen klubnavne ud af mig, siger agenten til TV 2 SPORT og afviser, at Linn Blohm allerede er enig med ny klub.'

Hør den svenske profils egen kommentar til FCM-interessen i videoen øverst.

Team Tvis Holstebro har for nylig takket nej til et tilbud på en anden profil – topscorer Nathalie Hagman – som Champions League-mestrene Buducnost gerne ville overtage med den samme.

Nu bliver Hagman i TTH til sommer, hvor blandt andre Nykøbing Falster Håndbold er meget interesseret i at få fingre i hende.